Hyggelig morgenstund

Jeg har kørt Sander i vuggestue i dag.

Selv om vi bare var sammen et kvarters tid, fik vi da lige taget os en god snak, skal jeg love for.

Jeg nyder at sidde i bilen og snakke med ham om alt og ingenting. Der er fart på hans sprogudvikling, og han overrasker mig konstant med nye ord, som jeg ikke har hørt ham sige før. I dag snakkede han f.eks. om at dreje til højre og dreje til venstre.

Jeg synes, at min lille køretur og snak med Sander var en rigtig god start på en ellers lidt grå og blæsende dag.

Læs videre

Til tøndeslagning

I går eftermiddags var jeg til tøndeslagning sammen med Sander og hans forældre.

Sander var klædt ud som cowboy. Hans mor havde fundet et rigtig fint cowboy-outfit til ham, og han så bare så sød ud i det. Han var en rigtig lille fastelavns-skat!

Vi var rigtig mange mennesker samlet i skolens gymnastiksal, og det var skægt at se de mange udklædte børn. Sander hyggede sig men havde alligevel ikke rigtig lyst til at være med til at slå katten af tønden. Han brød sig nemlig ikke om de høje lyde, når de større børn slog på tønderne.

Men ellers var han helt i sit es. På et tidspunkt kravlede han op i ribberne og opfordrede mig til at gøre det samme. “Kravl op i den der, Farmor”. sagde han og pegede på ribben ved siden af den, han selv var halvvejs oppe i. Jeg betakkede mig – jeg bryder mig ikke så meget om at kravle til vejrs.

Det var et rigtig hyggelig eftermiddag, og jeg var glad for at være med.

Gem

Læs videre

Farverig februardag

Tidligt på dagen var himlen grå. Nu er den overvejende blå.

I stuen står smukke, hvide tulipaner, som jeg har fået af mit dejlige barnebarn.

I haven holder bøgetræet stadigvæk på lidt af sit brune, visne løv.

Min næse er helt rød og iskold efter en rask gåtur i den friske luft. Mine gamle, sorte vinterstøvler holdt heldigvis trofast tæerne tørre og nogenlunde varme.

På min gåtur så jeg  et par små, gule erantis, der stod og skuttede sig i sneen.

Jeg håber, at februar vil byde på mere sne. For jeg elsker sne. Og håbet – det er lysegrønt.

 

Læs videre

Det store i det små

Der har ikke været energi til de helt store armbevægelser i denne weekend. Sådan er det bare somme tider. Så trænger man til at lave ingenting og lade op.

I går nød vi en eftermiddagstur i skoven sammen med Sander og hans forældre. At gå der på en skovsti hånd i hånd med Sander er dejligt. Det er også bare om at nyde det, når det sker, for det varer som regel ikke så længe, før han trækker hånden til sig og gør opmærksom på, at han altså ikke vil holde i hånden mere.

Efter skovturen gik turen videre til Isabella Smiths butik på Hesede Hovedgård. Det er en rigtig hyggelig butik med masser af ting til hus og have – og så er der altid en kop varm kaffe på kanden til kunderne, det er jo ikke så ringe efter en rask travetur i den friske og lidt kolde luft.

Det var en dejlig eftermiddag, og bagefter var det rart at komme hjem og lade sig dumpe ned i sofaen.

Læs videre

Nyt bekendtskab

Igen i dag har vi haft morgenvagten hjemme hos Sander.

I dag vågnede han tidligt, så vi fik en morgen med rigtig god tid. Der var tid til, at Sander kunne begynde dagen med at putte i sofaen i nattøj med dyne og sut, og så så vi ellers børnefjernsyn sammen alle tre. Det var så hyggeligt, og Henrik og jeg lærte bl.a. programmet Timmy-tid at kende.

Det er altid dejligt at opleve noget nyt sammen sit barnebarn – også selv om det bare er et tv-program. Og ham der Timmy – han er bare herlig.

Læs videre