Det kan godt være svært hyggeligt

Normalt bryder jeg mig ikke særlig meget om at være på dagligvareindkøb. Det er bare noget, som skal gøres. Et nødvendigt onde.

Men i dag var det anderledes.

Lige præcis i dag har en ny Netto slået dørene op her i vores lille flække. Naturligvis skulle vi lige over og se den nye butik og snuse rundt efter gode åbningstilbud. Nå ja, der var faktisk ikke nogen tilbud, som jeg benyttede mig af, men egentlig var jeg også mest nysgerrig efter at se butikken. Vi har jo fulgt processen, lige siden to huse blev revet ned, for at give plads til butik og parkeringsplads.

Her i eftermiddag havde vi aftalt med Sander og hans forældre, at vi skulle følges ad over og se nærmere på den der Netto. Det var da en udmærket butik, men det var ikke den, der gjorde indkøbsturen hyggelig. Det var Sander. Han var i vældig godt humør. Hele hans lille person hoppede og boblede af humør og energi. Han fik en lille børneindkøbsvogn at køre rundt med, og det var lykken for ham. Han gik rundt i mylderet i butikken i ret højt tempo, men alligevel kunne han navigere vognen sikkert rundt uden at støde ind i nogen. Jeg var så heldig, at han godt gad at køre mine varer for mig. Undervejs fortalte han mig, hvad der var på hylderne. Der var kiks og flere kiks og brød, ost og vindruer for nu lige at nævne nogle af de varer, som Sander viste størst opmærksomhed.

Da vi skulle betale, tog Sander hjælpsomt mine varer op fra vognen. Det er sandelig ikke så dårligt med sådan en lille hjælper.

Da vi kom udenfor, kom der en kæmpestor Netto-lastbil med flere forsyninger. Den måtte den lastbilinteresserede Sander og Farfar hen og kigge nærmere på.

Alt i alt en hyggelig indkøbstur – meget sjovere end når man køber ind alene. Ren og skær hverdagshygge.

 

Læs videre

Hjemme igen

Vi har haft besøg af Sander og hans far og mor i dag. De er lige vendt hjem efter 14 dages ferie, så det var dejligt at se dem igen.

Selv om to uger ikke er voldsomt lang tid, synes jeg, at Sander er blevet så stor, mens de har været væk. Han løber i vejret, gør han. Han har også udvidet sit ordforråd en del i feriens løb.

Selv om jeg har oplevet det før, bliver jeg en smule overrasket over, hvor meget sådan en to-årig egentlig udvikler sig på ganske kort tid. Der er godt nok fart på.

 

Læs videre

God energi

I dag har vi fået et ekstra skud energi fra morgenstunden.

Saltvandsindsprøjtningen bestod af et lille møde med vores meget morgenfriske og klarøjede barnebarn. Han var som sædvanlig glad og rundhåndet med smil, snak og sjov. Hele hans lille person udstrålede positivitet, glæde, nysgerrighed og virkelyst.

Sådan noget smitter!

Det kan da godt være, at dagen i dag er en grå og regntung onsdag, men den er i hvert fald begyndt godt.

Læs videre

Omprogrammering

Da Sander var blevet hentet i går, satte jeg en kogevask over.

Da jeg et par timer senere kom ud i bryggerset for at lægge tøjet i tørretumbleren, stod vaskemaskinen til min overraskelse stadig og arbejdede.

Det kunne jeg ikke umiddelbart forstå. Det viste sig, at “en eller anden” havde haft travlt med programvælgerknappen og tilvalgsknapperne på vaskemaskinen. Den var nemlig programmeret til iblødsætning – en finesse jeg aldrig bruger.

Jeg har for længst vænnet mig til at tjekke opvaskemaskinens programvalg, når Sander har været på besøg. Det lader til, at jeg fremover også hellere må tjekke vaskemaskinen.

Læs videre

Snegl med pølsehorn

Vi har passet Sander det meste af dagen. Der er der kommet meget sjov ud af.

Et af dagens mange grin fik vi, da vi var ude at gå en tur alle tre.

Sander fik øje på en stor skovsnegl på stien. Den skulle vi lige se nærmere på. Sander og jeg satte os på hug og kiggede nøje på sneglen, og følgende samtale udspandt sig : Farmor: ” Se Sander, sneglen har følehorn”. Sander (begejstret):” PØLSEHORN”!

Læs videre