En dejlig dag med barnebarnet

Sander var hjemme hos os hele dagen i går. Det var temmelig længe siden, vi havde passet ham sidst, så det var rart at have god tid sammen med ham. Det var dejligt at gå og hyggesnakke med ham og rigtig lægge mærke til, hvor mange ord han egentlig kan sige efterhånden. Jeg sad bl.a. og kiggede i fotoalbum sammen med ham, og det var noget, der virkelig fik ham til at snakke.

Bortset fra et lille optræk til krise i løbet af formiddagen, var Sander i strålende humør hele dagen. Vi legede og hyggede os hele formiddagen og efter frokost snuppede guldklumpen lige en tretimers middagssøvn i barnevognen. Bagefter var han frisk til at lege endnu mere. Vi havde lovet ham, at vi også skulle ud og lege udenfor, så det var på med det varme tøj og så ellers ud og lege.

Det var en rigtig dejlig dag, men jeg vil godt indrømme, at jeg var træt i aftes og gik tidligt i seng.

Læs videre

En stor, stor verden

I søndags holdt vi  familietræf i  København. Der besøgte vi bl.a. rejsemessen Ferie i Bella 2011.

Jeg skal lige love for, at der var meget at kigge på. Rejsedrømmene fik næring.

For Sanders vedkommende var det nu besøget på LEGO Worlds store stand, der for alvor tog kegler. Så der blev hele familien hængende en rum tid.

Læs videre

Gå, gå – vinke, vinke

Forleden dag kørte vi for Sander og hans far, da Sander skulle i vuggestue.

Vi var heldige at få en parkeringsplads, hvorfra vi kunne se over til institutionens indgangsparti.

Sander og hans far steg ud af bilen, Sander fik sin lille rygsæk på ryggen og så gik de to. Det vil sige, Sander gik to skridt – vendte sig og vinkede til os – gik to skridt – vendte sig og vinkede til os – og sådan fortsatte han hele vejen over til døren.

Åh, hvor var det sødt og rørende.

Læs videre

Med sut og sneskovl

Sander har aflagt os et lille besøg i dag. Med sig havde han sin helt egen nye sneskovl. Fin ikke?

Sander havde været så optaget af at skrabe sne derhjemme, at han kun gik med til at skulle hjemmefra, hvis sneskovlen kom med. Det gjorde den så.

Vi var skam også glade for at se ham gå løs på sneen  i vores indkørsel med den nye skovl. Han har helt klart flair for snerydning. Det lover godt for fremtiden.

Der er vel ikke nogen bedsteforældre i hele verden, der ville være kede af, at deres barnebarn kom og sørgede for at skovle sne, vel ?

Læs videre

Gåand

Da vi var på Gisselfeld til juletorv sidste søndag, faldt jeg pladask for en lille gåand som den på billedet. Sådan et stykke legetøj i det fineste glatslebne træ er da noget af det dejligste. Sander syntes også om anden lige med det samme og måtte selvfølgelig  prøve at skubbe afsted med den.

Det var på Marjattas stand på juletorvet, vi fandt anden. Der var også mange andre fintforarbejdede ting af træ at lade sig friste af. Mest legetøj men også brugsting som lysestager og salatskeer smukt udskåret i træ.

Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at købe en gåand til Sander. Og det havde han vist ikke det mindste imod.

Gåanden klasker noget så charmerende i gulvet med sine svømmefødder, når man skubber den afsted.

Skulle nogen være i bekneb for en ide til en julegave eller to, kan det anbefales at tænke på de mange fine ting fra Marjatta værkstederne.

Jeg fik ikke selv snuppet et foto af Sanders gåand, men har har fået lov til at låne dette fra Marjattas hjemmeside.

Gem

Læs videre