Blog
De tre søde dyr her er flyttet ind hjemme hos os.
Vi købte dem forleden dag for at øge vores noget slunkne beholdning af legetøj til at beskæftige Sander med, når han er på besøg.
Jeg har længe haft et godt øje til Schleich dyrene. De er nemme at falde for. Til gengæld er de svære at vælge imellem, når nu de er så søde allesammen. Valget faldt altså i denne omgang på de tre her.
I dag kom Sander så på visit og blev præsenteret for de nye legekammerater. Jeg tror nok, at de blev godkendt.
Forleden dag, da vi var til juletorv på Gisselfeld, brugte Sander lang tid på at kigge på – og klappe – de søde husdyr på farmorhusets stand.
Jeg kan godt forstå ham, for dyrene er noget så fine.
Jeg plejer jo i tide og utide at øffe op om, at jeg ikke gider at se eller høre noget, der minder den mindste smule om jul før tidligst 1. december.
Men – man har et standpunkt, til man tager et nyt.
I hvert fald har jeg – på eget initiativ – i dag været til juletorv på Gisselfeld. Jeg havde fået sådan en lyst til at se, hvad Sander ville sige til en omgang koncentreret juleri. Og da juletorvet på Gissselfeld afvikles de sidste to weekender i november, så var der ikke så meget at rafle om.
Og ved I hvad? Det var smadder hyggeligt. Der var en rigtig fin stemning. Masser af forskellige stande og ikke mindst smukke omgivelser. Sander syntes også, at det var helt i orden. Han var i fint humør og gik til juletorv med et åbent sind.
Der var et ældre par, der spillede lirekasse – det var lige noget for Sander. Han ville gerne helt hen i første parket og ville også lige pille lidt ved den der sjove lirekasse, og han skulle da også lige se, hvad der var i det påmonterede krus. Ja, der var jo mønter i, forstås. Jeg tror faktisk, at Sander syntes, at lirekassen var mere spændende end selveste julemanden, som også kom og hilste på.
Alt i alt havde vi en dejlig eftermiddag på Gisselfeld, så jeg må sige, at lidt juleri i utide er helt i orden, når bare det opleves i det rette selskab.
Fredagen bød på en lille snak med Sander.
Faktisk er det ikke meget, jeg får snakket med ham for tiden. Når vi ses, foretrækker han nemlig at snakke med sin farfar. De to har lige for tiden en særlig kontakt – hvad de snakker om, er jeg ikke helt med på – men snakker, det gør de i hvert fald. Og de hygger sig vældigt med det.
Gæt lige hvad for en sang, jeg tog mig selv i at gå og skråle, mens jeg støvsugede i dag.
Jeg sang såmænd klappe, klappe kage.
Så ved man da, at man har været sammen med sit lille barnebarn for nylig. (For jeg håber så sandelig ikke, at det er tegn på, at jeg er ved at gå i barndom?)