Blog
I dag fylder vores lille dejlige guldklump, Sander 1 år.
Det er slet ikke til at forstå, at der allerede er gået et år. På en måde synes jeg jo, at han næsten lige er kommet til verden.
På den anden side set har vi allerede haft så mange dejlige øjeblikke sammen med ham – og vi har jo nærmest glemt, hvordan livet og familien var, før han kom til.
I eftermiddags gik vi op på vores lokale fodboldbane for at se sønnike spille kamp. Hans hold skulle møde arvefjenden. Bedst som vi stod og heppede, kom Sander og hans mor – de ville selvfølgelig også se farmand spille bold.
En af tilskuerne til kampen havde en lille hund med, og den skulle Sander lige kigge nærmere på. Han dristede sig endda til at røre. Meget forsigtigt – med én finger.
I går eftermiddags var Sander her hjemme og blive passet af farfar og farmor en halvanden times tid.
Han var lidt træt, så der skulle arbejdes mere end sædvanligt for at holde hans humør oppe.
Jeg tog ham med ud i haven. Derude hørte han naboens hund gø. Han blev straks meget interesseret, og vi gik ud på fortovet og kiggede ind til hunden i naboens have. Faktisk var der besøg af endnu hund. Så der løb to hunde rundt og legede. Sander var meget optaget af at kigge på hundene og mundens stod ikke stille på ham imens.
Som dyrehårsallergiker vil jeg ikke beskrive mig selv som den store hundeven, men i går fik hundene inde hos naboen alligevel et plus i bogen – når nu mit barnebarn syntes så godt om dem.
I dag har vi så været til bedsteforældredag i Sanders vuggestue. Det er jo flere måneder siden, vi fik et vink om at sætte et kryds i kalenderen, så vi har set hen til dagen længe.
Da vi kom, havde jeg lidt svært ved at lokalisere Sander på legepladsen. Men det lykkedes. Grunden til at jeg ikke fik øje på ham ved første øjekast, var at han havde en rød hue på, som jeg ikke havde set før. Det viste sig at være en fodboldhue – en Milan-hue. (Spørg lige, om Sanders far går op i fodbold.)
Nå, men drengen blev fundet og taget op af barnevognen. Og så blev der ellers leget. Der var lige kommet nyt sand i den store sandkasse, og det gad Sander godt lege i.
Vi skulle jo også plante den blomst, vi var blevet bedt om at tage med. Sander er måske lige lille nok til at få den helt store glæde af blomsten, men nu har han den i hvert fald. Og det er da en hyggelig tanke, at vores barnebarn nu hele sommeren kan være med til efter bedste evne at passe den lille plante, vi har plantet til ham. Vi havde købt en fin forglemmigej og personalet i vuggestuen havde sat en lang række pæne krukker frem. Vi valgte en flot blå krukke og farfar plantede planten, mens Sander forsøgte at hive nogle af blomsterne af – når altså ikke han havde travlt med at prøve at komme til at bide i urtepotten.
Tiden fløj afsted, og før vi set os om, var det tid til madpakker og middagslur for børnene.
Det var en rigtig dejlig formiddag og dejligt at opleve Sander i de rammer, hvor han bliver passet i det daglige. Og dejligt at se, hvor godt han trives der.
Godmorgen til en særlig torsdag.
I dag skal der bages brød og vaskes tøj. Der skal også gøres rent og laves mad. Det er derfor en helt normal hverdag.
Alligevel er det en ganske særlig dag.
I dag skal jeg nemlig til bedsteforældredag for første gang. Jeg skal besøge Sander i vuggestuen. Jeg har ganske vist været der før. For at hente eller bringe. Men i dag er en slags festdag i vuggestuen. Der er bedsteforældre- og blomsterdag. Vi besøgende bedsteforældre er nemlig blevet bedt om at medbringe en blomst, som vi hver især skal plante sammen med vores barnebarn. Det er da hyggeligt.
Jeg glæder mig