For et par dage siden blev jeg kontaktet af en journalist fra et ugeblad. Hun havde læst min blog og vidste herfra, at jeg er farmor. Og det var netop en farmor, hun var på jagt efter til en artikel. Planen var at skrive en artikel om en konflikt mellem mormor og farmor og hvordan, den kan løses. Udgangspunktet skulle være, at farmor tit skulle blive skubbet til side til fordel for mormor ude i de små familier.
Jeg fortalte journalisten, at jeg ikke kunne diske op med nogen historie om en bitter bedstemorduel. Jeg har ingen oplevelse af at spille andenviolin i den forbindelse. Egentlig forstår jeg nok ikke helt problemet.
Jeg tror fuldt og fast på, at børn ikke kan få for meget kærlighed, og det er vel barnet/barnebarnet, det handler om. Så mon ikke der i de fleste familier er brug for både den ene og den anden bedstemor – det tror jeg nok, der er.
Skulle nogen ligge inde med erfaringer, der peger i en anden retning, hører jeg gerne om det. Vi skal jo ikke glemme, at jeg – som bedstemor betragtet – stadig er meget grøn.