Blog
Lørdag den 17. Oktober kåres Årets bedste Bedste i BonBon-Land.
På dagen kan alle bedsteforældre – der følges med mindst ét barnebarn – komme i BonBon-Land for halv pris. Desuden er der mulighed for at blive kåret som Årets bedste Bedste, hvis altså man er blevet nomineret af sit barnebarn.
Et godt grin forlænger livet. Det siger man da i hvert fald. Om det passer, ved jeg ikke, men et godt grin gør i hvert fald livet skønnere lige her og nu. Og det er da meget værd.
Der er blevet grinet meget i vores familie i dag. Sander er begyndt at kunne grine rigtigt, og hans forældre ville ha’ ham til at grine, så de kunne optage det på et lille videoklip. Så de gik i gang med at gøre alle de ting, der plejer at kunne få guldklumpen til at grine. Mor’en lavede spas med Sander, og far’en skulle optage løjerne. På det færdige resultat af anstrengelserne kan det både ses og høres, at de alle tre havde det sjovt under processen.
De fik altså optaget en lille video og sendt den til os. Og så startede det rigtig sjove. Vi kunne ikke få åbnet filen. Sikke noget – og nej hvor blev vi mobbet – og hvor blev både vi og vores Mac til grin.
Nå, men til sidst lykkedes det at åbne filen og se videoen. Og så var vi også helt færdige af grin.
På filmen ser man en kær og dejlig lille dreng og en mor, der gør alle mulige krumspring og siger sjove lyde, for at aftvinge ham et grin. Og hvad gør knægten? Han kvitterer med en kæmpestor bøvs. Og så griner hans far og mor – og så griner han med.
Og farfar og farmor her var også flade af grin, da først vi fik videoen at se.
Der skal ikke meget til at kalde smil og latter frem, når det er familiens lille øjesten, der optræder på slap line.
I forbindelse med lille Sanders dåb besluttede vi at oprette en Barnebarnskonto til ham som dåbsgave. Vi valgte den bank, der har den absolut sødeste sparebøsse – nemlig Rasmus Klump-sparebøssen. Alle vores egne drenge har sparet op med Rasmus Klump, så det syntes vi også, at Sander skulle.
Så vi begav os til banken og oprettede kontoen. Bankrådgiveren fortalte, at man fra bankens side ville sende et brev til vores søn og svigerdatter og orientere om, at der var oprettet en konto til Sander. Vi fortalte, at kontoen skulle fungere som dåbsgave og bad om, at brevet først blev sendt til forældrene efter d. 6. september – for det skulle jo være en overraskelse forstås. Det forstod den rare bankrådgiver skam fuldt ud og det var en aftale.
Da vi havde oprettet kontoen, foreslog bankrådgiveren, at vi skulle købe en enkelt aktie i banken til Sander. Bare for sjov – når nu han var blevet kunde i banken – og den kostede kun 99 kroner – og han ville få et fint aktiekøbsbevis – og ja, vi lod os overtale.
To dage senere fortrød vi. For da fik Sander nemlig et brev fra banken, hvor der blev henvist til hans aktiekøb. Forældrene lagde lynhurtigt to og to sammen, og så var vores gave lige pludselig ikke nogen velbevaret hemmelighed længere. Nej, hvor blev jeg ærgerlig på den bankmand.
Som om det ikke var nok, tabte aktien omkring 25 % af sin værdi i løbet af et par dage. Det var dæleme godt, at vi kun investerede i en enkelt!
I går – d. 6. september 2009 blev mit lille barnebarn døbt. Farmor her var både rørt og stolt, da præsten sagde: “Sander Glensbo, jeg døber dig i ……..” osv.
Det var en dejlig dag. Dåbsbarnet var kæk og kær i det fineste matrostøj. Et rigtig godt valg til Sander. Han er nemlig – sine kun treogenhalv måned til trods – pænt stor. Han har allerede fordoblet sin fødselsvægt og vejer altså 7,2 kilo. Så det passede virkelig godt til ham at være klædt i matrostøj.
Sander var sød og tålmodig i kirken. Selve dåben gik fint. Der var et barn mere, der skulle døbes i går – en lille pige – og hun tog også det hele i stiv arm. Så alting gik, som det skulle.
Bagefter var familie og venner samlet hjemme hos Sander og hans far og mor til en dejlig fest med god mad, snak og hygge. En rigtig dejlig dag!
Normalt er jeg ikke vild med at købe ind i butikscentre. Jeg kan slet ikke li’ at være der. Det første der sker, når jeg kommer ind i sådan et center er, at jeg vil ud igen. Så hurtigt som overhovedet muligt. Så som regel kommer jeg hjem med ca. halvdelen af de ting, jeg havde sat mig for at købe.
I dag var jeg alligevel på centertur. Helt og aldeles frivilligt. Jeg skulle nemlig slet ikke købe ind. Jeg var farmor på hygge-centertur. Farfar var også med og vi fungerede som en slags ekstra hænder (og mulighed for et ekstra bagagerum) for to travle, unge forældre, der skulle købe stort ind til barnedåb.
Så farfar’en og jeg promenerede hyggeligt rundt med lille Sander og blev slet ikke stressede af at være på centertur. Vi var endda så heldige at møde en bekendt, som vi endnu ikke havde pralet overfor om vores dejlige barnebarn. Herligt!