Blog
I dag kom vores søn, svigerdatter og lille barnebarn forbi med en invitation til barnedåb.
Det var dejligt at se dem. Vi er glade for at se den lille ret tit, for han forandrer sig jo hele tiden. I dag snorksov han ganske vist – men vi kan jo ikke se os mæt på ham – så det var herligt alligevel.
Nu kan vi så gå og glæde os til barnedåben. Det er altid godt at have noget at se frem til, og en festlig begivenhed, hvor familien er samlet, er da noget af det allerbedste.
Lige siden mit barnebarn blev født, har jeg haft kig på en bestemt lille babydragt.
Jeg har for længst besluttet mig for, at den skal guldklumpen altså bare ha’. Men mere havde jeg ikke fået gjort ved det.
I dag tænkte jeg så, at det var ved at være sidste udkald, hvis jeg skulle prøve at få fat i dragten til en god pris. Der er stadig udsalg på mange af de forskellige webshops, men det er nok ved at synge på sidste vers.
Så farmor her måtte se at komme til tasterne.
Jeg fandt også dragten på udsalg. Dragten og lidt mere, nu jeg var i gang.
Nu glæder jeg mig, til pakken kommer. Og jeg glæder mig endnu mere til at se, om dragten nu klæder mit barnebarn lige så godt, som jeg har gået og forestillet mig. Jeg kan da næsten ikke tro andet.
I dag skulle vi egentlig ha’ passet vores barnebarn. Så det havde vi mere eller mindre sat dagen af til.
Det blev imidlertid aflyst, så nu havde vi pludselig det meste af en dag, der ikke var programlagt på nogen som helst måde. Det er jo slet ikke så tosset.
Vi kunne jo sagtens finde på noget at lave. Vi har altid en større pulje af igangværende projekter i hus og have. Der var bare ikke noget, der fristede. Nu havde vi jo sat næsen op efter en hyggedag, så der skulle hygges – ikke arbejdes.
Vi blev enige om at tage lidt ud i det blå.
Vi have en lidt løs plan om, at turen måske kunne føre os forbi kirkegården, hvor mine forældre ligger begravet. Der er en times kørsel hver vej, hvis man tager den hurtigste rute.
Men i dag havde vi lyst til at tage turen i ro og mag. Så vi valgte de små veje. Og ærlig talt – vi kørte nok som nogen rigtige søndagsbilister. Vi skulle nemlig rigtig kigge os omkring.
Vi havde planlagt, at vi ville plukke en markbuket undervejs.(Læs hvorfor i mit forrige indlæg.)
Vi havde ydermere bestemt, at blomsterne denne gang skulle plukkes ved de veje, hvor jeg så tit gik og plukkede blomster sammen med min mor, da jeg var barn.
Det lykkedes også med lidt besvær. Først blev blomsterjagten nemlig afbrudt af en hurtigtkommende, voldsom tordenbyge, og senere havde vi svært ved at finde steder, hvor vi kunne parkere, uden at holde i vejen for andre trafikanter.
Men det lykkedes trods alt. Når man plukker grøftekantsbuketter, må man jo tage det, der er til rådighed på netop det tidspunkt og det sted, man har valgt.
Da vi kørte hjem, tog vi en anden rute. Der så vi andre vilde blomster og kunne ha’ plukket en helt anderledes buket.
Naturen byder på mange smukke valgmuligheder.
Vi synes jo, at vores otte uger gamle barnebarn er lillebitte. Selv om han vokser godt og ved seneste vejning nærmede sig de seks kilo – så er han jo et bette pus.
Forleden dag indløb der så på min mobiltelefon besked om, at et familiemedlem netop er blevet mor. Hun har født en lille datter. En fin lille pige på bare 2700 gram. Jeg har kun set babyen på et foto på mobilen, men selv på et billede kan man jo se, hvor lillebitte et barn på 2700 gram er.
I sammenligning med den lille nyfødte pige virker vores barnebarn som en rigtig stor kraftkarl. Alting er jo relativt.
Alle, der kender mig, ved, at jeg ikke er ret vild med nips.
Jeg bryder mig ikke så meget om at have nipsting stående. Jeg elsker kønne ting, men de skal helst ha’ en funktion. Jeg er ikke til figurer og den slags, der bare står og “ser ud”.
Da alle ved det – og respekterer det – er jeg sædvanligvis forskånet for at få nips til jul og fødselsdag.
Sidste år oplevede jeg så undtagelsen, der bekræfter reglen.
Vi – Henrik og jeg – fik lige pludselig en dag hver en pakke af vores søn og svigerdatter.
Vi pakkede op – og kiggede glade på hinanden. Der skulle nemlig ikke meget fantasi til at regne ud, hvad indholdet af de to pakker betød.
To glascylindere med fyrfadslys i toppen. De er jo temmelig almindelige. Men indholdet!
Tja, indholdet betød selvfølgelig, at der var et barnebarn på vej. Så pludselig kunne jeg alligevel godt blive glad for en nipsting.
Stik imod alle mine “principper” står de to små bamsefiduser stadig her på skrivebordet. De gik jo hen og blev symboler på en meget lykkelig begivenhed i vores familie.