Dagen derpå

I dag har vi gået og snakket en hel masse om, hvor hyggeligt det var at passe barn i aftes.

Vi er rørende enige om, at det var en dejlig oplevelse og et stort privilegium, at få betroet ansvaret for den dejlige lille dreng for en aften.

Vi er også enige om, at vi gerne stiller op som babysittere igen. Hellere end gerne!

Læs videre

Råhygge

I går passede vi vores barnebarn for første gang. Det var en aftale, vi havde lavet, allerede inden den lille blev født.

Vi havde rigtig glædet os og var bare klar til at ha’ ham for os selv en hel aften.

Vi var lidt spændt på, hvad han ville sige til at skulle passes. Han er vant til at blive ammet, men i aftes var det eneste tilbud på menuen altså flaske. Han havde ikke på forhånd prøvet at drikke af sutteflaske, så det var lidt spændende.

Det skulle vise sig, at han drak af sutteflaske, som om han aldrig havde bestilt andet. Han “bundede” bare. Der var ikke spor ballade.

I det hele taget var det en dejlig aften. Vi nød det i fulde drag.

Læs videre

Den gamle babyseng

Vi havde frygtet at vores sønners lille babyseng var blevet ødelagt, da vi sidste år fik konstateret skimmel på vores loft, hvor den var gemt af vejen.

Heldigvis viste det sig, at vi havde pakket sengen så forsvarligt ind i plastik, at den var helt uskadt.

Nu har Henrik haft travlt med at slibe og male sengen, og den er blevet rigtig fin.

Oprindelig var den gul. Den er jo fra de farveglade 70’ere. Dengang var en gul babyseng vældig smart. Det gik stadig an med den gule farve, da vi brugte sengen til vores to yngste i 80’erne.

En gul seng er måske knapt så smart nu i 2009. I hvert fald ville vi gerne friske den lidt op.

Nu er sengen hvid og helt klar til at blive taget i brug af vores lille barnebarn. Forhåbentlig kommer der flere børnebørn efterhånden, som også kan putte i den lille seng, når de er hjemme hos farfar og farmor.

Læs videre

Hyggelig vaskedag

Det plejer ikke at være nogen særlig stor fornøjelse at ordne vaske- og strygetøj.

Men i dag har jeg været i gang med at vaske og stryge babysengetøj. Det var ikke en sur pligt, men faktisk rigtig, rigtig hyggeligt.

Det var en god følelse igen at have mine sønners små babylagner og -dynebetræk i hænderne. Nu er det klar, så mit lille barnebarn kan prøve at sove i det, næste gang han kommer hjem til farfar og farmor.

Læs videre

Musik for flere generationer

I aftes sad jeg og så tv-transmissionen fra mindehøjtideligheden for Michael Jackson i Los Angeles.

Michael Jacksons musik er kendt og elsket af flere generationer. Selv om jeg aldrig selv ligefrem har købt en Jackson CD, så kender jeg jo meget af hans musik og kan nynne med på det. I øvrigt kan jeg rigtig godt li’ mange af hans sange. Hvem elsker f.eks. ikke We are The World eller Billie Jean?

Mine sønner kender selvfølgelig også Jacksons musik – meget bedre end jeg. De er jo nærmest vokset op med hans musik i radio, på tv, her, der og alle vegne.

Jeg er overbevist om, at næste generation også vil komme til at kende Michael Jackson og hans musik. Selv om vores lille barnebarn var ganske spæd, da King of Pop døde, vil musikken blive en del af hans liv også.

Michael Jackson’s musik vil leve langt ind i fremtiden.

Læs videre