Hvad børn dog siger

Jeg har lige grinet – og ind imellem næsten også grædt – mig igennem Grethe Dirckinck-Holmfeld’s lille bogserie med børns finurlige kommentarer om deres, bedstefar, bedstemor, mor og far.

De fire små bøger er hver især en oplagt gaveide til enhver mor, far, bedstemor eller bedstefar.

Nogle af kommentarerne i bøgerne er virkelig sjove, andre er rørende og de maner allesammen lidt til eftertanke.

For de små bemærkninger, børnene kommer med, er jo ikke bare sjov. De er også et udtryk for, hvad det er for en dagligdag, vi byder børnene, og hvordan familielivet opleves i børnehøjde.

Selv om bøgerne mest er morsomme, kan man godt få sig en aha-oplevelse, når man læser de små poders udsagn.

Jeg fortæller lidt mere udførligt om de fire bøger – find omtalen under Anmeldelser.

Læs videre

Bedstefar eller farfar

Jeg talte fornylig med en bekendt om dette her med at blive kaldt farfar/morfar eller bedstefar. Han er både farfar og morfar men bliver kaldt bedstefar.

Vores snak fik mig til at tænke på noget fra min barndom. Jeg kan huske, at jeg blev så irriteret, når min fætter og kusine sagde morfar og mormor til min farfar og farmor. For det syntes jeg jo ikke, at de “hed”. Men eftersom min farfar og farmor jo var morfar og mormor til min fætter og kusine, så havde de jo retten på deres side.

Men alle de forskellige “navne” kan nok forvirre mindre børn – så måske er det meget praktisk at lade alle børnebørnene sige bedstefar og bedstemor. For nemheds skyld.

I vores tilfælde bliver det ikke noget problem. Vi har tre sønner – ingen døtre, så vi bliver “kun” farfar og farmor.

Læs videre

Guldkorn

Børn kommer jo bare med de skønneste bemærkninger engang imellem. Nyd f.eks. lige denne her:

“Jeg synes, det er sjovt at spille spil med min morfar. For så ved jeg, hvordan det er at vinde.” (Jimmy 6 år)

Guldkornet er fra Grethe Dirckinck-Holmfeld’s bog Verdens bedste Bedstefar.

Læs videre

At snuppe en “morfar”

Alle ved jo, hvad en bedstemorcykel er for en model  – eller en bedstefar-undertrøje.

Vi ved, hvad der menes med mormor-mad eller mormor-arme. At snuppe en “morfar”, er også et almindelig kendt udtryk.

Jeg kender til gengæld ikke nogen udtryk, hvor farfar eller farmor er “indblandet”.

Læs videre

Verdens bedste Bedstemor

Grethe Dirkinck-Holmfeld har skrevet en række bøger med guldkorn sagt af børn. En af de seneste er Verdens bedste Bedstemor – børns tanker om deres bedstemor. Der er så tilsvarende bøger om Verdens bedste Bedstefar, Verdens bedste Far og Verdens bedste Mor.

Jeg må se at få fingre i de bøger, for børn får jo tit sagt tingene så præcist og rammende – og samtidig morsomt.

Da jeg selv var lille serverede jeg  følgende filosofiske betragtning: “Det er vel nok sjovt, at Farfar’s og Farmor’s dreng lige skulle blive gift med Mormor’s og Morfar’s pige”! Dengang forstod jeg absolut ikke, at mine forældre var ved at dø af grin – både da jeg sagde det – og senere når de genfortalte bemærkningen til andre.

Jeg glæder mig til at læse, hvad børn har sagt af finurligheder om deres bedstemødre.

Læs videre