Når man trænger til en power nap …

Sander og hans far var lige forbi i ti minutter sidst på eftermiddageni går.

Sander er ved at blive vænnet fra sin middagssøvn, så faderen var i gang med den svære øvelse det er, at holde en dødtræt tre-årig vågen gennem den kritiske ulvetime.

Det var en lidt klatøjet og temmelig pirrelig lille Rasmus Modsat, der kom og hilste på. Han var så træt, at han ikke rigtig vidste, hvad han ville – bortset fra selvfølgelig at det skulle være noget andet end det, vi andre ville. Der var ikke rigtig nogen, der kunne gøre noget rigtigt. Han blev endda sur over, at jeg vinkede til ham, da han skulle hjem igen.

Jeg gik selv alt for sent i seng i aftes, og kunne godt mærke her til morgen, at mangel på søvn nemt kan tage toppen af humøret.

Læs videre

En lille dreng med julelys i øjnene

Vi hentede Sander i børnehaven i eftermiddags og skulle passe ham en halvanden times tid.

Vi havde et ærinde i byggemarkedet. Vi skulle have en pakning til et blandingsbatteri. Ikke umiddelbart et indkøb der behøvede at tage ret lang tid. Der havde vi imidlertid forregnet os, for at slippe Sander løs i et byggemarked var næsten bedre, end hvis vi havde taget ham med ind i en legetøjsforretning. Han var fuldstændig solgt. Han gik rundt og kiggede helt forelsket på boremaskiner, skruemaskiner og stiksave for ikke at snakke om plæneklippere og græstrimmere.

Aldrig før har jeg set nogen være så begejstret over udvalget af tommestokke, vatterpas og bidetænger.

Det var det sjoveste besøg i et byggemarked, jeg har oplevet til dato – og så havde de endda slet ikke den pakning hjemme, som vi kom for at købe.

Læs videre

Den vil jeg ikke ha’ …

Vi var hjemme hos Sander for at passe ham i aftes.

Vi havde en god aften sammen med leg i sandkassen og tegnefilm før sengetid. Vi hyggede os, og efter tegnefilmen var Sander mere end grydeklar og lagde sig til at sove uden skyggen af problemer. Lige som sidst sagde han, at jeg ikke måtte gå med ind på hans værelse, da han skulle i seng. Denne gang sagde jeg, at jeg lige ville gå med ind og putte ham, og så skulle jeg nok gå igen. Sådan blev det, og der blev stille inde på værelset i løbet af nul komma fem.

Når vi passer ham, er det hele jo mere eller mindre på hans præmisser. Vi skal først og fremmest hygge os. Det er jo heldigvis bedsteforældres privilegium at være dem, der ikke skal opdrage men godt  må forkæle poderne lidt. Når Sander er hjemme hos os, er det selvfølgelig vores regler, der gælder, men når pasningen foregår hjemme hos ham, prøver vi at være loyale overfor de regler, der hersker der.

Sander er som regel meget nem at have med at gøre, men han kan sandelig også godt sige fra, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være. I aftes serverede vi f.eks. en bolle for ham, der var “skåret forkert over.” Det var en stor bolle, så da den var flækket og smurt, blev hvert stykke skåret over i to. Han fik altså fire kvarte boller i stedet for to halve. Det passede absolut ikke den unge mand. “Den vil jeg ikke ha’ – den skal ikke skæres sådan,” sagde han meget bestemt og skubbede tallerkenen væk. Det gad vi ikke slås med ham om. Hvis han var vant til at få bollen i to halve, så skulle han selvfølgelig have det. Vi var jo på hans hjemmebane. Hans farfar ville gerne have den “forkerte” bolle, og så fik Sander en, der var, som den skulle være, og fred og idyl var genoprettet.

Læs videre

Der er jo nogen, der er begyndt at gå i børnehave

I dag har vi hentet Sander i børnehaven for første gang.

Tiden i vuggestuen er forbi. Han har været børnehavebarn i to uger nu. Det er den samme gode institution, han går i stadigvæk, så det har ikke været så stor en omvæltning.

Han er blevet så stor i løbet af sommeren. Helt bogstaveligt er han blevet lang, og det buttede er stærkt på retur, men han er også blevet meget selvstændig og kan så mange ting efterhånden. Det er dejligt at se ham vokse, lære og udvikle sig, men hold dog nu op, hvor går det hurtigt.

Læs videre

Det er jeg i hvert fald …

I eftermiddags, da jeg gik ude i haven og trak ukrudt op, kom Sander og hans far en tur forbi.

Sander ville gerne hjælpe mig i kampen mod ukrudtet og gik til den med krum hals og sidevind. Midt i arbejdet kiggede han på mig og sagde med et stort smil: “Farmor, du er glad for at se mig!”  Det havde han jo fuldstændig ret i.

Læs videre