En enkelt overnatning

Vi har haft Sander på besøg fra lørdag eftermiddag til søndag formiddag.

Det har været så hyggeligt.

Sander er ved at være en stor dreng, så det lille sovetelt er nok ved at blive en lille smule trangt for ham at ligge i. Derfor bestemte vi os for, at han denne gang skulle sove på sovesofaen i stedet for. Selv om han ellers er glad for teltet, og godt kan lide, at tingene hjemme hos os er, som de plejer at være, så var han med på at sove i “en stor seng.” Han syntes, det var vældig spændende  og hjalp ivrigt til med at slå sofaen ud og rede op.

Han sov godt hele natten.

Så snart han slog øjnene op i morges, var han til gengæld meget opsat på, at sengen skulle laves om til en sofa igen. Der skal jo være orden i tingene.

Læs videre

Pasfoto og vandpjaskeri

Sander kom i dag og forærede os et lille billede af sig selv. Han har nemlig fået taget pasbilleder, og der var et i overskud, som vi gerne måtte få. Det blev vi glade for.

Selv om vi har fået rigeligt med regn i dag, kunne Sander naturligvis ikke besøge os uden lige at vande lidt i haven med sin lille grønne vandkande. I dag vandede han også med en tom opvaskemiddelflaske, som jeg havde skyllet og gemt til ham. Det morede ham meget at lave “springvand.” Til sidst var vandpjaskeriet lige ved at ende i en decideret vandkamp for tre generationer. Heldigvis lykkedes det mig at holde mig udenfor kampzonen.

Læs videre

Lille Peter Edderkop

For nylig, da vi passede Sander, stod jeg på et tidspunkt ude i køkkenet, mens Henrik og Sander var inde i stuen.

Pludselig lød der fællessang fra stuen – Lille Peter Edderkop. En af de to skønsangere kunne vist ikke teksten helt perfekt. I hvert fald sang den ene af dem: “Lille Peter Edderkop sejled’ op ad åen.” Jeg vil ikke komme ind på, hvem det var, der sang den alternative tekst, men det var ikke Sander.

Kunne jeg lade være med at grine? Ikke helt.

Læs videre

Sandkager på stribe

Vi var hjemme hos Sander for at se efter ham et par timer sidst på eftermiddagen i går.

Vi havde købt en lille plastikgravko til ham til at lege med i sandkassen. Den blev han glad for, og vi skyndte os om til sandkassen for at lege.

Lidt senere spurgte naboen over hækken, om Sander kunne bruge noget ekstra sand til sandkassen. Han havde fået sand hjem og havde noget i overskud. Det var jo ikke vores afgørelse, men vi vovede det ene øje og sagde, at det troede vi nok, at både Sander og hans forældre ville blive glade for.

Der er jo det med sand, at det har en tendens til på en eller anden mystisk måde at forsvinde fra sandkassen og ende alle mulige mærkelige steder. Det er lige så sikkert som Amen i kirken, at sandet næsten af sig selv bevæger sig ud af sandkassen, ud på fliserne, ud på græsplænen, ind i tøj og sko, ind på køkkengulvet og alle de andre steder, hvor vi allesammen hader sand. På den måde synker “sandstanden” i sandkassen jo efterhånden, og så er det godt at få fyldt op med lidt frisk sand.

Sander blev også rigtig glad for den trillebørfuld sand, naboen kom med til ham. Det var dejligt fugtigt strandsand, så det var perfekt at lave sandkager og andre små kunstværker af. Så det gjorde vi.

Den lille nye gravko blev godt og grundigt indviet sammen med det nye sand.

Læs videre

Sander for fuld skrue

Vi var hjemme hos Sander i går for at passe ham.

Han bliver så stor lige pludselig, synes jeg.  Han er til at snakke rigtigt med og siger de sødeste ting. Der er mange ting, han kan selv.

I går viste han os, hvor dygtig han er til at hoppe på trampolin. Han har lige fået trampolinen, og han hopper og slår kolbøtter til den store guldmedalje.

Da det blev sengetid, og godnathistorien var læst, sagde Sander, at det var hans far, der skulle putte ham. Det kunne jo ikke lade sig gøre, eftersom hans far og mor ikke var hjemme. Så jeg sagde til ham, at jeg nok skulle putte ham. Det har jeg jo gjort masser af gange, men det blev der ikke noget af denne gang. Sander stillede sig foran mig med armene bredt ud til Fuldt Stop som en anden færdelsbetjent og sagde: ” Du må ikke komme med. Farfar må heller ikke komme med.” Jeg spugte ham, om han selv ville gå ind i seng så, og det ville han. Han gik ind på sit værelse og lukkede døren til efter sig.

Vi regnede jo med, at der bare viille gå et øjeblik, så ville han kalde på os. Men i stedet lød der en lille stille sang inde fra børneværelset, og et par minutter senere var der helt stille. Da jeg kiggede ind på værelset, kunne jeg konstatere, at Sander sov trygt og godt.

Der blev jeg altså paf.  Tænk at sådan en lille gut, der lige er blevet tre år, kan være så beslutsom og selvstændig. Hvis det ikke kunne være Far, der puttede ham, så var der altså heller ingen andre, der skulle gøre det. Basta. Han sov godt hele natten, har jeg fået at vide.

Forældrene troede ikke deres egne ører, da de hørte historien – det kan jeg godt forstå. Jeg har heller aldrig oplevet mine egne drenge lægge sig til at sove på den facon, da de var i samme alder.

Læs videre