Blog

Ugen der gik

5 kommentarer

Så er det saftsuseme søndag igen. Der er gået en uge igen, uden at man rigtig har lagt mærke til det.

I går passede vi Sander fra sidst på eftermiddagen og hele aftenen. Det var en fest.

Han er simpelthen så god, som dagen er lang – og selvfølgelig verdens ottende vidunder.

Vi morer os meget, når vi er sammen med vores barnebarn. Han har sådan en skæg og meget speciel måde at vifte med armene på, når han gerne vil op på armen. Det ser så skægt ud. Vifteriet ledsages af et meget insisterende blik på den, han gerne vil op til.

Som bedsteforældre kigger vi jo tit efter små træk hos barnebarnet, som vi kan genkende fra vores eget barn. De ting er der skam også. Men lige præcis de her meget festlige og helt karakteristiske armbevægelser kan vi ikke genkende fra nogen af vores egne børn. Faktisk har ingen af os før set et barn gøre lige præcis sådan.

Behøver jeg at nævne, at vifteriet ikke er forgæves, når farfar og farmor er i nærheden?

Læs videre

Blog

Host og hygge

5 kommentarer

I dag har jeg passet mit barnebarn. Han var lidt for sløj til at komme i vuggestue, så jeg rykkede ud og passede ham. Farfar’en var også med noget af tiden. Selv om lille Sander ikke var helt frisk, blev det en dejlig formiddag, vi fik ud af det.

Der er altså noget særligt ved som bedsteforældre at være sammen med de små, uden at forældrene er til stede. At ha’ sit barnebarn “for sig selv” er dejligt. Man er sammen på en anden måde. Barn og Bedste har hinandens fulde opmærksomhed. Det kommer der stjernestunder ud af. I dag oplevede Henrik og jeg f.eks. for første gang at Sander rakte armene ud efter os hver især for at komme op på armen. Det var et rørende øjeblik for os.

Så selv om det var en lidt mat lille dreng, vi passede i dag, så havde vi nogle rigtig gode timer sammen.

Læs videre

Hverdag

Søndagssysler

4 kommentarer

Hold da op, hvor har vejret været smukt i dag. Og koldt. Selv om vi var varmt klædt på, så hundefrøs vi, da vi var ude at gå en formiddagstur. Men skønt var der derude.

Ellers er dagen gået med praktiske gøremål. Jeg har haft oprydningsflip og har ryddet op i nogle skuffer og smidt en masse ud. Mest gamle papirer men også andre ting, der ikke har været brugt i umindelige tider. Ind imellem fortabte jeg mig i gamle minder, der dukkede op sammen med næsten glemte ting og sager. Det var ikke nogen dårlig måde at bruge lidt af sin søndag på.

Vi fik også lavet vores gamle Stokke-stol til høj stol igen. Den har ellers i mange år fungeret som skrivebordsstol for mig. Men nu var det på høje tid at gøre den til høj stol igen, så Sander kan få lidt gavn af den. Læderstroppen, der forbinder bøjle og sæde – og forhindrer at barnet glider ned fra stolen – var blevet mør af ælde, så vi har købt en ny. Så nu er stolen klar til en runde mere som høj stol. Det er da hyggeligt.

Læs videre

Blog

Kryds i kalenderen

2 kommentarer

Jeg har lige fået en sms fra min svigerdatter. Det er besked om, at der er bedsteforældredag i Sanders vuggestue  i april – og en opfordring til at sætte kryds i kalenderen.

Jeg har skam allerede noteret det i kalenderen. For det er da lidt spændende. Jeg glæder mig til at se Den Søde Dreng sammen med alle de andre børn i vuggestuen.

Det skal nok blive en god dag.

Bedsteforældredag! Altså, jeg elsker jo at være farmor. Alligevel må jeg indrømme, at det føles lidt mærkeligt, at være blevet sådan én, der skal til bedsteforældredag.

Som bedstemor er jeg jo stadig “den nye pige i klassen”, men jeg skal nok komme efter det. Og det bliver garanteret hyggeligt at træffe alle de andre Bedste’r.

Læs videre

Blog

Søndagshygge

3 kommentarer

Efter en god gåtur i det smukke men kolde vejr fik jeg en uimodståelig trang til at bage. Så jeg fandt ingredienserne til en plade boller frem og kom i sving. Elvis lå stadig i CD-afspilleren, så han fik en snurretur mere. Så jeg kunne ælte bolledej, mens jeg skrålede med på Return To Sender og Always On My Mind.

I mellemtiden var der indløbet et par nye fotos af Sander på min telefon. Det er altid kærkomment. Nu er billederne blevet studeret meget nøje og Henrik og jeg har haft den sædvanlige snak om, hvem drengen ligner mest på det ene og det andet billede. Det ene øjeblik synes vi, at han ligner sin mor mest, men i næste øjeblik får vi et nyt billede, hvor vi synes, at han ligner sin far mest. En ting er helt sikker – i vores øjne er han bare den sødeste lille dreng, man kan tænke sig. Det kunne da også bare mangle andet. Man synes jo altid inderst inde, at “éns egne” er de sødeste, kønneste og dejligste. På det punkt adskiller vi os vist ikke fra andre bedsteforældre eller forældre for den sags skyld. Min mor brugte et særligt udtryk for det: ” Hver so synes bedst om sine grise”

Læs videre