Farmor fortæl nu

Jeg har lige haft lejlighed til at gennemlæse endnu en bog, der er beregnet til, at man som bedstemor skal skrive erindringer ned til sit barnebarn.

Farmor,  fortæl nu af Elma van Vliet er bearbejdet til dansk af Sarah von Essen.

Tanken med bogen er, at barnebarnet giver den til sin farmor, som så skal skrive sine erindringer i bogen og give den tilbage til barnebarnet.

Bogen er delt op i afsnit, der omhandler alt lige fra barndom og familie, hverdagsliv, fester og traditioner, job og karriere til kærester og kærlighed, børn og børnebørn og meget mere.

De enkelte afsnit indeholder masser af spørgsmål og god plads til at skrive svar. Et spørgsmål kan f.eks. være: “Hvordan så dit værelse ud? Havde du det for dig selv, eller skulle du dele det med dine søskende?” eller:”Hvor mødte du min farfar? Hvorfor blev du forelsket i ham?” og: “Hvad kan du bedst lide ved at være farmor?”

Når alle de mange spørgsmål er besvaret, skulle resultatet gerne være en meget personlig erindringsbog .

Der er også plads til billeder og udklip i bogen – og måske en af farmors hemmelige madopskrifter. Til støtte for hukommelsen rummer bogen også et afsnit med store historiske begivenheder fra de sidste 90 år.

Bogen findes naturligvis også i en version til mormødre, Mormor, fortæl nu og til bedstemødre, Bedstemor, fortæl nu.

Jeg vil anbefale bogen til bedstemødre, som er glade for at skrive, for der forestår et stort skrivearbejde, når bogen skal udfyldes. Til gengæld tror jeg, at der kan komme en meget fin familiekrønike ud af det, hvis man besvarer alle bogens spørgsmål.

Læs videre

Jeg har lige læst …

Jeg har lige læst Sådan støtter du dit barns udvikling – Fra tilfreds baby til glad tumling af Helen Lyng Hansen (Gads Forlag).

Ved at læse bogen kan man få en bedre forståelse for barnets udvikling og behov de første vigtige år frem til 3-års alderen. Forfatteren, der også er sundhedsplejerske, giver mange gode råd om, hvordan man støtter barnet i den rivende udvikling, det gennemgår.

Det har været spændende at læse bogen – den rummer masser af interessant og brugbar information – også for en bedstemor. Da mine børn var små, lænede man sig typisk op ad  Benjamin Spocks anbefalinger i Bogen om Barnet. Der er kommet meget ny viden på området i mellemtiden.

Læs videre

Børnebørn

Jeg har lige læst Børnebørn – en antologi om bedsteforældre og deres børnebørn.

30 mere eller mindre kendte mennesker fortæller i bogen om, hvordan de oplever rollen som bedsteforældre. Blandt dem, der fortæller om deres forhold til børnebørnene i bogen, er Lisbeth Dahl, Merethe Stagetorn, Johannes Møllehave og Susan Moody.

Bogens afsnit er meget forskellige, men alle er meget læseværdige og bekræfter  med al ønskelig tydelighed, at der er et utal af måder at gribe rollen som bedstemor/bedstefar an på.

Fælles for de 30 bedsteforældre i bogen er, at de giver udtryk for stor kærlighed til børnebørnene.

Læs videre

SuperBedste

Så er der udkommet endnu en bog om at være bedstemor.

SuperBedste af Edel Hildebrandt og Rina Dahlerup er et dejligt uhøjtideligt og ligefremt bud på, hvordan man kan gribe rollen som bedstemor an i dag. Bogen er skrevet i en munter  tone og teksten er ledsaget af humoristiske tegninger. Det er en bog, der kan få skuldrene ned på plads på enhver bedstemor med præstationsangst. For den røde tråd i SuperBedste er, at det egentlig ikke er den store videnskab at lykkes som bedstemor,  det handler såmænd bare om at være kærlig, nærværende og – sig selv.

De to kvinder bag bogen øser af egne erfaringer fra deres liv som bedstemødre. Desuden rummer bogen forslag til lege og fælles oplevelser, en liste over bøger, der er gode at læse op af og ikke mindst opskrifter på gode gammeldags desserter, der – som der står i bogen – aldrig slår fejl.

Jeg har læst bogen med stor fornøjelse og kan varmt anbefale den til alle andre bedstemødre. Bogen er en oplagt gaveide til den nybagte bedstemor.

Læs videre

Bedsteforældrebogen

Der er efterhånden en del forskellige bøger at vælge imellem, hvis man vil skrive i en bog til sit barnebarn.

Som bedsteforældre er man på en måde bindeled mellem familiens fortid og dens fremtid. Ved at fortælle vores børnebørn om vores egen barndom, ved at fortælle forskellige små familieanekdoter og minder om dit og dat deler vi vores viden, og erfaring med næste generation.

Jeg har haft lejlighed til at kigge lidt på Bedsteforældrebogen fra People’s Press.

Bedsteforældrebogen er inddelt i forskellige afsnit f.eks. Familiefester, Barndomsminder og Familietraditioner. I hvert afsnit er der stillet forskellige spørgsmål, som bedstefar og bedstemor hver især skal besvare. Der er spørgsmål som: “Lavede din mor fødselsdagslagkage eller livretter til dig på din fødselsdag?” eller “Var dine bedsteforældre overtroiske? Havde de nogen særlige talemåder?” Der er rigtig mange spørgsmål i bogen, og når de er besvaret, har bedsteforældrene fortalt virkelig meget om familiens historie og traditioner.

Til hvert af bogens afsnit er der en lomme, hvor man kan gemme billeder, breve, billetter eller andet med relevans for fortællingerne.

Læs videre