Guide til Bedsteforældre og deres børn

Jeg er ved at læse Guide til Bedsteforældre og deres børn af Margrethe Brun Hansen og Maria Holkenfeldt Behrendt. Bogens undertitel er: Sådan får tre generationer det bedste ud af hinanden.

Det er jo temmelig heldigt, at der udkommer sådan en bog, lige præcis når man for nylig er blevet bedstemor for allerførste gang. Bogen tager fat på emner som: Hvem bestemmer i hvilke situationer, Det unikke ved forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn og Relationerne mellem mor, mormor og farmor.

Min erfaring som bedstemor kan jo foreløbig ligge på et meget lille sted, så det er rent guf for mig at få fingre i sådan en bog. Jeg glæder mig til at læse den færdig og fortælle mere om den.

Læs videre

Før jeg blev farmor

Inden jeg selv blev bedstemor, kunne jeg nogen gange godt synes, at folk var lige lovlig fjollede at høre på, når de snakkede om deres børnebørn.

De sagde jo allesammen: “Bare vent til du får børnebørn. Det er fantastisk. Der er sandelig noget at glæde sig til.” Og de havde julelys i øjnene, når de snakkede om deres små øjesten.

Jeg tænkte: “Ja, ja den er god med Jer!” Inderst inde vidste jeg da godt, at det helt sikkert ville blive dejligt at få børnebørn – men helt ærligt – behøvede de at tage meget på vej?

Men nu hvor jeg er blevet farmor, er jeg selvfølgelig lige så fjollet som alle andre bedsteforældre. Jeg forsømmer skam heller ingen lejlighed til at blære mig over at være farmor til sådan en perfekt lille skabning! (Ja, for han er selvfølgelig verdens 8. vidunder!)

Og til alle, der ikke er blevet bedsteforældre endnu, er der kun at sige: Glæd Jer, for det er dejligt!

Læs videre

Fra min opslagstavle

Mens jeg gik og ventede spændt på at blive farmor, sendte min søster mig dette helt pragtfulde kort.

Konen på kortet er en rigtig bedstemor, som bedstemødre så ud, da jeg var barn. Jeg synes, hun er skøn.

Jeg ved ikke, om man kan se det på billedet, men der hvor der står: DET SVINGER – har min søster tilføjet: – FOR FARMOR I HOLME-OLSTRUP.

Jeg blev så glad for det kort. Jeg fryder mig stadig over det, hver gang jeg kigger på min opslagstavle.

Læs videre

Hvad børn dog siger

Jeg har lige grinet – og ind imellem næsten også grædt – mig igennem Grethe Dirckinck-Holmfeld’s lille bogserie med børns finurlige kommentarer om deres, bedstefar, bedstemor, mor og far.

De fire små bøger er hver især en oplagt gaveide til enhver mor, far, bedstemor eller bedstefar.

Nogle af kommentarerne i bøgerne er virkelig sjove, andre er rørende og de maner allesammen lidt til eftertanke.

For de små bemærkninger, børnene kommer med, er jo ikke bare sjov. De er også et udtryk for, hvad det er for en dagligdag, vi byder børnene, og hvordan familielivet opleves i børnehøjde.

Selv om bøgerne mest er morsomme, kan man godt få sig en aha-oplevelse, når man læser de små poders udsagn.

Jeg fortæller lidt mere udførligt om de fire bøger – find omtalen under Anmeldelser.

Læs videre

Forskel

“Det gode ved bedsteforældre er, at de ikke er ligsom ens egne forældre” (Rune 8 år)

Ovenstående er fra Grethe Dirckinck-Holmfeld’s bog Verdens bedste Bedstemor.

Læs videre