Farfar fortæl nu

Jeg har tidligere omtalt bøgerne Farmor, fortæl nu og Mormor, fortæl nu her på bloggen. Bøgerne er beregnet til, at bedstemødre skal skrive deres erindringer ned til deres børnebørn.

Nu er det bedstefædrenes tur. Farfar, fortæl nu og Morfar, fortæl nu er netop udkommet på Gads Forlag. Der er også en bog, der hedder Bedstefar, fortæl nu.

Bøgerne er skrevet af Elma van Vliet og bearbejdet til dansk af Sarah von Essen.

Læs videre

Dagens tilbud

Man får en del forskellige henvendelser af den ene og den  anden slags, når man stikker næsen frem og skriver blog.

Der er sikkert mange, der ligesom jeg har modtaget mails fra journalister, der vil have, at man skal være med i en artikel om dette eller hint. Jeg har for nylig sagt ja til at blive interviewet for første gang. Denne gang skulle artiklen nemlig handle om noget, der er relevant for mig – den skulle  handle om bedstemødre, der blogger. Det var meget sjovt at være med, og der kom en udmærket artikel ud af det.

Jeg har også modtaget tilbud om at skrive (gratis) for et magasin. Jeg er blevet tilbudt at være med i et blogfællesskab, der angiveligt skulle score kassen via reklameindtægter.

Senest er jeg blevet opfordret til at skrive et blogindlæg om et bestemt produkt. Jeg blev tilbudt 1000 kroner for ulejligheden. Der var imidlertid tale om et produkt, som jeg ikke er spor interesseret i, og som jeg aldrig selv ville være kommet i tanke om at skrive om. Så det blev også et nej tak.

Første gang jeg fik en af disse henvendelser, blev jeg vældig smigret, men det er efterhånden gået op for mig, at der er rigtig mange, der har en interesse i at få blogggere til at sprede forskellige budskaber – helst ganske gratis.

Det sker ikke sjældent, at man pludselig oplever, at en håndfuld bloggere samtidig skriver om det samme  produkt, som de har modtaget som gave fra et eller andet firma. Jeg har ikke noget imod det som sådan, og kunne aldrig finde på at blande mig i, hvad andre gør. Hvis jeg kan lide at læse en bestemt blog, så gør jeg det, uanset om den pågældende blogger skriver sponsorerede indlæg eller har annoncer på bloggen eller ej.

Jeg gør selv lige,  hvad jeg vil på min egen blog. Siger ja til de ting, jeg synes, er relevante, sjove eller på anden måde giver mening – for mig. Og nej til det jeg ikke gider eller  ikke synes er relevant.

Læs videre

Julegaveideer til bedsteforældre

Der findes mange bøger til/om bedsteforældre og også nogle bøger, der er beregnet til, at bedsteforældrene skriver erindringer ned til barnebarnet.

I øjeblikket er der mange, der kommer ind på min blog, fordi de har søgt efter nogle af de bøger. Jeg iler derfor med en liste over de bedsteforældre/børnebørn – bøger, jeg har omtalt de seneste par år:

Bogen Om Dig – Vores Barnebarn

Verdens Bedste Bedstemor

Verdens Bedste Bedstefar

Guide til Bedsteforældre og deres børn

Mormor – din datter er blevet mor

Bedsteforældrebogen

De bedste (bedste)forældre

SuperBedste

Børnebørn – en antologi om bedsteforældre og deres børnebørn

Farmor fortæl nu

Mormor fortæl nu

Jeg har omtalt alle bøgerne under Boganmeldelser.

 

Læs videre

SuperBedste

Så er der udkommet endnu en bog om at være bedstemor.

SuperBedste af Edel Hildebrandt og Rina Dahlerup er et dejligt uhøjtideligt og ligefremt bud på, hvordan man kan gribe rollen som bedstemor an i dag. Bogen er skrevet i en munter  tone og teksten er ledsaget af humoristiske tegninger. Det er en bog, der kan få skuldrene ned på plads på enhver bedstemor med præstationsangst. For den røde tråd i SuperBedste er, at det egentlig ikke er den store videnskab at lykkes som bedstemor,  det handler såmænd bare om at være kærlig, nærværende og – sig selv.

De to kvinder bag bogen øser af egne erfaringer fra deres liv som bedstemødre. Desuden rummer bogen forslag til lege og fælles oplevelser, en liste over bøger, der er gode at læse op af og ikke mindst opskrifter på gode gammeldags desserter, der – som der står i bogen – aldrig slår fejl.

Jeg har læst bogen med stor fornøjelse og kan varmt anbefale den til alle andre bedstemødre. Bogen er en oplagt gaveide til den nybagte bedstemor.

Læs videre

Styrketræning for bedstemødre

Vi passede Sander lørdag aften.

I modsætning til hvad vi ellers er vant til, gad han ikke sove. Det krævede lang tids traven frem og tilbage over gulvet  – med den trætte dreng på armen – før han overgav sig til søvnen.

Han sov kun i tyve minutter, men det er en helt anden historie.

Det jeg vil frem til er, at guldklumpen en god del af aftenen befandt sig i armene på sin farmor. Og det kunne altså mærkes i går. Jeg var lidt små-øm i armene. Godt nok vejer Sander næsten 12 kg. – men alligevel. Det er da lidt slattent. Da mine egne drenge var små, kunne jeg da slæbe på dem konstant uden at blive øm i armene.

Måske bør jeg se mig om efter et styrketræningshold for bedstemødre?

Læs videre