Her til morgen læste jeg et indlæg på bloggen Annas Plads, hvor hun fortæller, at hun er blevet interviewet og fotograferet til en avisartikel.
Det var et godt blogindlæg, og det fik mig til at tænke nærmere over noget. Sidste år i januar – altså for næsten to år siden blev jeg interviewet til en avisartikel om bedstemødre, der blogger. Artiklen blev bragt i søndagstillægget Viva i JP. Det var en interessant og positiv oplevelse, men jeg skrev ikke om det på min blog. Jeg havde sådan en vag fornemmelse af, at det skulle jeg da ikke føre mig frem med.
Jeg ville heller ikke fotograferes til artiklen. Det var alt for tæt på, syntes jeg dengang. Heldigvis var Alma og Fridas mormor, som også blev interviewet til artiklen, ikke så pivet som mig. Hun stillede op til fotografering sammen med sine søde børnebørn, og der kom nogle gode billeder i artiklen.
I dag kan jeg godt se, at det var noget pjat, at jeg ikke fortalte om interviewet og artiklen her på bloggen. Det var der vist ingen, der ville have taget mig ilde op.
Jeg er nok blevet lidt mere tryg ved hele bloguniverset og har indset, at der ikke sker så meget ved at fortælle lidt om sig selv. Så hvis nogen gider, kan de læse den gamle artikel lige her
