Blog
Jeg har tidligere nævnt bogen Guide til Bedsteforældre og deres børn af Margrethe Brun Hansen og Maria Holkenfeldt Behrendt.
Jeg har nu læst bogen og har skrevet en lille omtale af den. Kig under Anmeldelser.
Jeg kan ikke nære mig for at diske op med endnu et citat fra min gamle bog fra skoletiden – Moderne husførelse fra 1961:
De husmødre, der har job, småbørn og hjem at klare, må instille sig på, at husholdningen ikke kan føres på “den gode gammeldags maner”, og at der ikke er grund til at have dårlig samvittighed af den grund. Sætter en husmoder nemlig for megen energi ind på at leve op til tidligere tiders ideal, ender hun blot som en fortravlet, evigt småskændende, sur mor, hun føler sig utilstrækkelig og får måske en regulær, alvorlig overanstrengelse.
Selv om bogen har nogle år på bagen, er ovenstående nok stadig værd at huske på.
Da jeg for mange år siden som 13-14 årig havde madlavning i skolen, fik vi udleveret bogen Moderne husførelse – En lærebog for skolekøkkener og nybagte husmødre. Bogen er udgivet i 1961, så den er ved at ha’ nogle år på bagen.
Jeg bruger stadig bogen, ikke mindst fordi jeg i tidens løb har noteret forskellige opskrifter på de dertil indrettede sider. Bogen har kendt bedre dage, den er ved at være temmelig slidt, men jeg vil aldrig skille mig af med den.
I afsnittet Tekniske hjælpemidler står der bl.a følgende:
Et Køleskab
vil i mange hjem betyde en stor lettelse, især hvis man har brug for at købe ind til flere dage ad gangen.
Hvis det kun er meningen at bruge køleskabet til en enkelt flaske mælk og et stykke leverpostej og lignende, kan det være en ret stor luksus at anskaffe et køleskab, som også koster noget i drift. Men er opbevaringsforholdene for mad iøvrigt dårlige, kan sikkert mange tilfælde af sommer-roskildesyge undgås ved hjælp af køleskabet, og selv om køleskabet måske ikke er nødvendigt fra første færd, er det nok et af de tekniske hjælpemidler, man skal sætte på ønskedsedlen til senere anskaffelse – ikke mindst til børnenes mælk og efterhånden som de frosne varer vinder frem.
Jeg er glad for, at jeg har den bog endnu, den er fuld af guldkorn. Hvad med dette her f.eks.:
I vide kredse er det stadig skik og brug at servere tyk, opbagt sovs til snart sagt alle kødretter, og der er vist ikke tvivl om, at mange overflødige kilo stammer fra sovseskålen.
Billederne i bogen er også et studie værd. Der er så mange fine ting på de billeder, som mange nok godt kunne tænke sig at få fingre i. Og så er der jo opskrifterne ikke at forglemme. Der er opskrifter på alt lige fra melboller til æbleflæsk og bankekød.
Der er så meget, jeg har lyst til at fortælle fra den bog, så den vender jeg nok tilbage til en anden gang.
Rød fluesvamp er omtrent den eneste svamp, jeg kan bestemme med sikkerhed. Det er en giftig fætter, men jeg synes, at den er flot.
Da jeg var barn, blev sådan en omtalt som en paddehat. Jeg har en meget svag erindring om at have ejet en børnebog med flotte illustrationer, hvor der var paddehatte, som var små huse, hvor der boede nogle bittesmå væsner. Mere kan jeg ikke huske. Hvad jeg derimod husker er historien om, hvordan det gik til, at jeg fik den bog. Den er nemlig blevet fortalt i familien et utal af gange.
Jeg var måske omkring tre år gammel og jeg var syg. Min mor syntes åbenbart, at jeg trængte til en form for opmuntring, så hun bad min far købe en billedbog til mig, da han alligevel skulle til byen. Han var arbejdsløs på det tidspunkt og skulle til kontrol. Det hed det, og det var det. Som jeg husker det fortalt, skulle han møde op dagligt – på hvad der vel svarede til vore dages arbejdsformidling, eller på fagforeningskontoret – det er lidt uklart for mig. I hvert fald skulle han cykle adskillige kilometer for at komme til det der kontor og få et stempel i “bogen”, så han kunne modtage arbejdsløshedsunderstøttelse.
Nå, men Mor havde altså bedt ham om at købe en billedbog med hjem til mig. Og det gjorde han. Den flotteste billedbog han kunne finde. Og den var flot. Og den var dyr. Min mor var mange år senere stadig forarget over, at han havde købt den dyre bog uden først at spørge om prisen. Han havde bare købt den, han syntes var pænest. Sådan er det jo, hvad enten man er rig eller fattig – kun det bedste er godt nok til éns børn. Jeg mener at kunne huske, at min mor sagde, at bogen kostede fire kroner. Og det var mange penge dengang. Især for en familie med mange børn og en arbejdsløs forsørger.
Hvor ville jeg ønske, at jeg stadig havde den bog.
Da jeg var barn, havde jeg en bog, der hed Tudemarie. Den handlede om Marie, der havde let til tårer, og derfor altid blev kaldt Tudemarie. Jeg var meget glad for den bog. Så vidt jeg husker, fik jeg den i jule- eller fødselsdagsgave af min faster.
Jeg har desværre ikke bogen mere. Faktisk ved jeg ikke, hvad der blev af den.
Grunden til at jeg er kommet i tanke om bogen er, at jeg selv er blevet lidt af en Tudemarie.
Det er noget, der er kommet i forbindelse med, at jeg er blevet farmor.
Når jeg kigger på mit lille barnebarn, sker det den ene gang efter den anden, at jeg får tårer i øjnene. Jeg synes jo, at han er så dejlig. Ja, og så bliver jeg vel lidt rørt. I hvert fald løber øjnene i vand.
I dag skete det igen. Min søn sad med den lille på skødet overfor mig. Jeg sad selvfølgelig og snakkede lidt med guldklumpen og pludselig stak han mig det allerkæreste smil. Ja, så sprøjtede tårerne ud af øjnene igen. Resten af familien drillede mig lidt, og så var det, at jeg kom i tanke om bogen om Tudemarie.