Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Løgnen af Amalie Mathiassen og Kristina Antivakis.
I efteråret 2021 havde Amalie Mathiassen lige fejret fem års bryllupsdag med sin mand, 3F’s formand Per Christensen, da en mail landede i hendes indbakke. En anden kvinde skrev, at hun var kæreste med Amalies mand. Ingen af de to kvinder havde indtil nu vidst, at de i knap to år havde delt den samme mand.
I Løgnen fortæller Amalie sin egen historie om ægteskabet og prøver at forstå, hvad hun har været udsat for, og hvorfor hun ikke opdagede bedrageriet. I jagten på en forklaring af fænomenet dobbeltliv har hun sammen med Kristina Antivakis opsøgt tre eksperter, der sætter ord på de generelle personlighedstræk ved mennesker, der vælger at leve med flere partnere og familier på samme tid.
Amalies historie er langt fra enestående, og i bogen fortæller fem andre kvinder også om deres oplevelser med dobbeltliv.
Løgnen er en meget tankevækkende og egentlig ret rystende læseoplevelse. Det har gjort stort indtryk på mig at læse om det, kvinderne i bogen har været udsat for. Det er ubegribeligt, at nogen kan føre andre bag lyset i så gennemført grad. Det er virkelig kynisk. Jeg synes, det er vigtigt – og stærkt – at kvinderne fortæller deres historier. Sådan noget skal der nemlig snakkes højt om.
Jeg har tidligere anmeldt Fange på livstid af Kristina Antivakis, De siger jeg er psykopat af Tine Wøbbe i samarbejde med Kristina Antivakis og Forbrydelsens sind af Tine Wøbbe og Mette Brandt-Christensen i samarbejde med Kristina Antivakis.
Læs mere om Løgnen hos Politikens Forlag.