Villa Havbrise

villahavbrise

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Villa Havbrise af Caroline Säfstrand, Strawberry Forlag

Sophie bor i Berlin, men nu er hun tilbage i Sverige. Hendes mor er død, og har efterladt hende et stort hus – hendes barndomshjem. Huset hedder Villa Havbrise. Det har tilhørt familiens kvinder i tre generationer, og nu har Sophie arvet det. Men huset trænger til istandsættelse, og Sophie har hele sin dagligdag i Berlin. Så hvad gør hun?

Det har aldrig været Sophies plan at vende tilbage til sin barndomsby. Men nu står hun med et kæmpestort hus. Det har engang været kurhotel. Nu er det slidt og skal have en overhaling, før det skal sælges.

Sophie annoncerer efter håndværkere, der vil sætte huset i stand mod at få kost og logi. Der er flere, der melder sig, og Sophie udvælger tre. De er alle  kvalificerede til at være med til at varetage opgaven. Og de har hver især en grund til at tage et frikvarter fra deres hverdag.

I nabohuset bor den døve Ella. Hun har hele sit liv passet den dejlige have, der hører til Villa Havbrise. Desuden gemmer hun på en hemmelighed. Nu da Sophie er vendt hjem, er Ella i tvivl, om hun skal fortælle hende hemmeligheden eller holde den for sig selv.

Villa Havbrise er en rigtig hyggelig og romantisk historie Den er fuld af atmosfære. Fuld af søde mennesker, der vil hinanden det bedste. Det er næsten som om, at det at fordybe sig i bogen virker som et lille ophold på kurhotel. Man slapper bare af og nyder at lade fortællingen rulle sig ud. Man får en lille pause fra  hverdagen – præcis som personerne i bogen. En dejlig feel good-roman til en solskinsdag på stranden eller en regnvejrsdag i sofahjørnet.

Læs videre

Jeg tog ned til bror

jegtognedtilbror

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Jeg tog ned til bror af Karin Smirnoff.

Jana er midt i trediverne. Hun er rejst hjem til Smalånger, en lille by i det nordlige Sverige.  Hun vil besøge sin tvillingebror, og forsøge at forhindre ham i at drikke sig ihjel.

Der er ikke meget, der har forandret sig i den lille by, siden Jana rejste hjemmefra.

Nu er hun altså tilbage, hvor hun voksede op, og hun bestemmer sig for at blive hængende. Hun får job i hjemmeplejen og indleder et forhold til John. Han er psykisk ustabil, og han drikker. Han maler også. Hans malerier skildrer forskellige ting, der er sket i det lille samfund. Og der er sket mange voldsomme ting.

Efterhånden som historien skrider frem, får læseren mere og mere at vide om Janas barndom og ungdom. Hun voksede op i en dysfunktionel familie. Vold, overgreb og misbrug hørte til dagens orden.

Jeg tog ned til bror er en meget usædvanlig roman. Lige da jeg var begyndt at læse bogen, havde jeg lyst til at lægge den væk igen. Den var så anderledes med sin alternative/sparsomme tegnsætning. Sin dystre og skæbnesvangre stemning. Men jeg fortsatte heldigvis med at læse. Blev hurtigt fanget fuldstændig ind af den på samme tid rå og rørende historie. Jeg tog ned til bror er en stor og sammensat læseoplevelse, der har gjort dybt indtryk på mig.

Læs mere om Jeg tog ned til bror hos Politikens Forlag.

Læs videre

Biavlerens datter

biavlerensdatter

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Biavlerens datter af Santa Montefiore.

Grace vokser op uden sin mor, der er død. Til gengæld har pigen en god og omsorgsfuld far, der giver hende en tryg opvækst fuld af kærlighed. Faderen er biavler på et stort gods i England. Han lærer sin datter alt, hvad der er værd at vide, om bier. Grace holder meget af bierne og suger viden om dem til sig. Denne interesse for bier fører til, at Grace en dag kommer i snak med sønnen på godset og falder pladask for ham. Grace bliver ved med at sværme for den unge mand, men forstår, at det er udsigtsløst, og gifter sig med barndomsvennen Freddie.

Fire årtier senere bor Grace og Freddie i USA. Deres datter, Trixie forelsker sig i en ung, flot englænder. Han er musiker og drømmer om det store gennembrud sammen med sit band. Desværre sker der en tragisk ulykke i hans familie, og han må sige farvel til Trixie og rejse hjem til England.

Grace forsøger at trøste Trixie. Nu ved både mor og datter, hvor ondt det gør, at få sit hjerte knust. Der ligger en masse hemmeligheder gemt i fortiden, og de skal frem i lyset.

Biavlerens datter en en rigtig rørende og romantisk historie om knuste hjerter og ulykkelig kærlighed. Historien er meget velfortalt og ren feel good. Jeg har virkelig hygget mig med at læse bogen, der er fuld af romantik og atmosfære. Dejlig hyggelæsning til alle, der holder af en rigtig romantisk historie.

Læs mere om Biavlerens datter hos Turbulenz.

Læs videre

Den lille café i København

denlillecafeikoebenhavn

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den lille café i København af Julie Caplin.

Kate arbejder på et pr-bureau i London. Hun er glad for sit arbejde og forventer at blive forfremmet inden længe. Desværre går forfremmelsen til hende kollega Josh, der også er hendes kæreste. Kate bliver dybt skuffet og kan i øvrigt pludselig ikke fatte, hvad hun nogensinde har set i Josh.

Kate kaster sig over arbejdet med at lave et oplæg til en ny kunde. Opgaven medfører en pressetur til København – en tur som Kate tager imod med kyshånd, for hun trænger til at komme lidt væk fra det hele. Med på turen er en håndfuld pressefolk fra forskellige medier. De er en broget flok – meget forskellige og farverige typer, men gruppen opbygger hurtigt et overraskende godt sammenhold.

Forfatteren tager læseren med på presseturen til København, hvor der aflægges besøg bl.a. i Tivoli, Nyhavn og Rundetårn. Det er ret sjovt at læse beskrivelserne af de forskellige steder i København set med andre øjne end de danske.

Den lille café i København er en både sjov, romantisk og charmerende kærlighedshistorie. Romanen er underholdende og vil være oplagt som afslappet ferielæsning.

Læs mere om Den lille café i København hos Forlaget Turbulenz.

Læs videre

Når det er slut

naardeterslut

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklamelinks.

Jeg har læst Når det er slut af Clare Mackintosh.

Max og Pip er et godt sted i livet. De elsker hinanden, og de elsker deres lille søn, Dylan. De har gode jobs og bor i et dejligt hus. Alt er godt.

Da Dylan bliver alvorligt syg, står Pip og Max sammen og kæmper utrætteligt for deres barn og for at bevare håbet om, at alting nok skal blive godt igen.

Desværre stiller lægen på hospitalet en dag Pip og Max overfor et umuligt valg. De skal træffe en afgørende beslutning på deres lille drengs vegne. Men ulykkeligvis er de ikke enige om, hvad det rigtige valg er. Konsekvenserne af det valg, de er tvunget til at træffe og som tvinger dem begge to i knæ, vil ændre alting i deres verden.

Når det er slut er en historie, der har gjort dybt indtryk på mig. Bogens hovedpersoner står midt i alle forældres værste mareridt. Det umulige valg. De modstridende følelser. Sorgen og afmagten. Det er en gribende fortælling om kærlighed, forældreskab, tab og sorg fortalt med en intensitet, der går lige i hjertet. Bogen er fantastisk godt skrevet og giver gudskelov håb om, at slutningen nogle gange kan være en ny begyndelse.

Jeg har haft brug for en lille læsepause efter af have læst Når det er slut. Der var brug for at lade historien bundfælde sig – behov for eftertanke. Det er en af den slags bøger, man ikke glemmer igen.

Det er første gang, jeg har læst en bog af Clare Mackintosh, men hun skriver fremragende, og jeg vil glæde mig til at læse flere af hendes bøger.

Læs videre