Randi Glensbo

Jeg har læst Fruen af Malene Lei Raben.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklame/affiliate links.

Fra bogens bagside:

Fruen er Malene Lei Rabens personlige fortælling om sin mor og om at være barn af ungdomsoprøret. Det er en historie om konsekvenserne af livsvalg og om det, som frihed koster. Især for de børn, der voksede op i skyggen af handlekraftige, selvrealiserende voksne.

Det er en historie om en lykkelig barndom, der tager en drejning og om at være datter af en formidabel, intelligent og ekstremt besværlig kvinde. Og allermest er det en historie om kærlighed.

I Fruen tegner Malene Lei Raben et skarpt og ærligt billede af, hvordan det var at være barn i halvfjerdserne og firserne. Dengang satte mange forældre ikke de samme grænser, som forældre generelt sætter i dag – måske især ikke for deres egne udfoldelser. Det var ikke altid nemt for børn at begå sig i en verden med frigjorte og eksperimenterende voksne. Voksne der i mange tilfælde havde (lidt for store) forventninger til børnene om, at de kunne klare rigtig mange ting på egen hånd.

Forfatteren fortæller meget stærkt om det modsætningsfyldte forhold mellem hende og hendes mor. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når der fortælles om de kampe, der er blevet kæmpet mellem mor og datter. Til gengæld bliver der heller ikke lagt skjul på den store kærlighed, der er grundstenen i relationen.

Det har været en meget intens oplevelse at læse Fruen. De stærke følelser, der kommer til udtryk i bogen, kan ikke undgå at gøre stort indtryk. Bogen er meget velskrevet med meget præcise beskrivelser både af mennesker, situationer og følelser. Som læser kunne jeg tydeligt se og mærke det, der blev fortalt, og det gjorde fortællingen meget stærk.

Jeg giver Fruen mine varmeste anbefalinger og ser frem til forhåbentlig at få mulighed for inden alt for længe at læse mere af Malene Lei Raben.

Jeg har læst Alle blomsterne i Paris af Sarah Jio.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

I Alle Blomsterne i Paris flettes fortid og nutid sammen gennem to kvinders historie. Den ene var ung mor i Paris under Anden Verdenskrig, den anden kommer til skade i et trafikuheld i byen mere end 65 år senere.

Céline er en ung jødisk kvinde. Hun er enke og mor til en datter. De bor i Paris sammen med Célines far. Faderen driver en blomsterbutik, hvor også Céline arbejder. De har det godt sammen og trives med deres fælles hverdag. Men der er krig, og byen er besat, så der er nok at bekymre sig om.

Caroline vågner op på et hospital i Paris. Hun ved ikke, hvorfor hun er der. Hun ved ikke engang, hvem hun selv er. Hun kan ikke huske noget som helst. Hun får at vide, at hun i nogle år har boet alene i en stor lejlighed i byen. Da hun kommer hjem til lejligheden, kan hun slet ikke huske den. Men efterhånden begynder ganske små erindringsglimt at dukke op.

Som læser følger man skiftevis Céline og Caroline.

Det kan være en svær kunst at få en roman, der foregår i to spor i hver sin tid, til at fungere, men i dette tilfælde er det lykkedes på smukkeste vis. Alle blomsterne i Paris er en virkelig, virkelig rørende fortælling. De to kvindeskæbner er tegnet så fint og troværdigt og flettes så  overbevisende ind i hinanden Jeg har været rigtig, rigtig godt underholdt af bogen.

Somme tider trænger man bare til at læse en smukt fortalt, romantisk og rørende historie om nogle af de største ting i livet – og netop sådan en roman er Alle blomsterne i Paris.

Læs mere om Alle blomsterne i Paris hos Gads Forlag.

Jeg har læst Kunsten at være f*cking ligeglad af Mark Manson.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Forlaget skriver:

Er du også dødtræt af selvhjælpsbøger, der fortæller dig, at bare du er glad og positiv, så skal det nok gå alt sammen. I Kunsten at være fucking ligeglad finder du den stik modsatte tilgang: Livet er fyldt med problemer, og du slipper aldrig for dem. Kunsten er at finde ud af, hvad der er vigtigt for dig. Du er nødt til at vælge, hvilke problemer du vil have i dit liv, og hvilke du bare vil springe op og falde ned på.

Det har været en fornøjelse at læse Kunsten at være f*cking ligeglad. Lige i begyndelsen var jeg en lille smule irriteret over, at der stod fucking alt, alt for mange gange. Men det aftog hurtigt – både antallet af gentagelser af ordet og min irritation. Bogen er virkelig underholdende, og så er den sjov og samtidig dybt alvorlig. Den har nogle interessante budskaber, og personligt kan jeg fuldstændig tilslutte mig flere af dem. En forfriskende anderledes bog fuld af anekdoter og med nogle overraskende pointer.

Læs mere om bogen hos Memoris.