Mor

mor

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har haft den fornøjelse at læse og gennemse Mor – et brøl, en sang , et suk af Rebecca Bach-Lauritsen og Charlotte Pardi.

Den lille fine bog er en anledningsbog om alt det, en mor kan være. Den er en visuel beskrivelse af det særlige kærlighedsbånd, der er mellem mor og barn. Bogen består af 30 udsagn om, hvad Mor er – fx et brøl, en sang, et suk – ledsaget af en helsides illustration. Den er blevet til i et tæt samarbejde mellem forfatter Rebecca Bach-Lauritsen og illustrator Charlotte Pardi.

Jeg er sikker på, at jeg fremover tit vil kigge i den smukke lille bog. Den taler i den grad til mig, og får mig til at mindes – både min egen mor og de følelser, jeg selv har været/er fyldt af som mor. Alle mødre fortjener at eje et eksemplar af bogen, der så smukt beskriver, hvad en mor er. Den rammer lige i hjertet.

Bogen er en oplagt gave til enhver mor – måske til Mors Dag eller bare fordi …

Læs mere om Mor hos Gutkind.

Læs videre

De forviste

deforviste

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg  har læst De forviste af Christina Baker Kline.

Fra bogens bagsidetekst:

Da den unge guvernante Evangeline bliver forført og gjort gravid af sin arbejdsgivers søn, bliver hun fyret fra sin stilling og sendt til det kummerlige Newgate-fængsel i London. Efter flere måneder i fangenskab bliver hun endelig dømt og sendt af sted til Van Diemen’s Land, som er en af Englands nye straffefangekolonier i Australien. Sammen med en række andre fanger skibes hun tværs over jordkloden på det tidligere slaveskib Medea. Fremtiden er usikker, men Evangeline ved én ting: Barnet, hun bærer på, vil blive født til søs.

Undervejs bliver Evangeline gode venner med Hazel, som er dømt for at stjæle en sølvske. Hazel er en dygtig jordemoder med viden om helbredende urter, og snart tilbyder hun sine tjenester til både de andre fanger og sømændene ombord i bytte mod andre tjenester.

Selvom Australien har været hjem for det aboriginske folk i mere end 50.000 år, opfatter den britiske regering i 1840’erne dem som en pestilens, der blot skal skaffes af vejen. Da Medea lægger til havn, er store grupper mennesker blevet fordrevet fra deres hjem, og landet er overtaget af hvide kolonister. En af de tvangsforflyttede er den forældreløse stammelederdatter Mathinna, hvis vej Hazel krydser.

De forviste er en fængslende historisk roman, der skildrer et meget tungt og dystert kapitel i verdenshistorien. Det skærer i hjertet at læse om disse kvindeskæbner. Historien er mesterligt fortalt. Man ser det hele for sig. Man mærker hovedpersonernes fortvivlelse og håbløshed – og beundrer deres styrke og sammenhold. En gribende og medrivende roman, som jeg anbefaler til alle, der holder af en god og velfortalt historisk roman.

Jeg har tidligere anmeldt Pigen uden navn af Christina Baker Kline.

Læs mer om De forviste hos Gads Forlag.

Læs videre

Verdens Bogdag

vinterboernbog

I dag er det Verdens Bogdag. Markeringen af dagen bygger oprindelig på en tradition i den catalonske del af Spanien. I 1995 blev dagen af UNESCO udpeget til bogens (og ophavsrettens) dag. Siden er fejringen af Verdens Bogdag blevet en tradition i mange lande.

Der er altid mange gode grunde til at fejre Verdens Bogdag. Bogens verden er jo der, vi alle kan flygte til, når vi trænger til en pause fra virkelighedens verden. Personligt markerer jeg dagen ved at skrive dette indlæg og lade det følges med et foto af en af de bøger, der har betydet allermest for mig i mit liv – Vinterbørn af Dea Trier Mørch. Den handler om en flok vidt forskellige kvinder, der er indlagt på Rigshospitalets fødeafdeling i vinteren 75/76 og det fællesskab, der opstår mellem dem. Bogen udkom i 1976 kort tid efter, at jeg havde født mit ældste barn i december 75. Jeg var og er så vild med den bog. Den er godt slidt. Jeg har læst den mange gange.

Benyt eventuelt dagen til at forære/sende en bog til en af dine kære, sådan som der oprindelig var tradition for i Spanien. Eller køb en bog til dig selv. Måske en roman, du kan fordybe dig i og få et frikvarter fra virkeligheden.

Der er rigtig mange boganmeldelser her på bloggen. Jeg håber, at du vil læse nogle af dem og måske lade dig inspirere til dit næste bogvalg.

Læs videre

Fortabt

fortabt

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Fortabt af Linda Castillo. Bogen er 13. bind i krimiserien om politichef Kate Burkholder, der har rødder i amishsamfundet.

En ung kvinde findes brutalt myrdet på et motel i Painter’s Mill. Politichef Kate Burkholder husker offeret fra tidligere og  ved, at hun var født og opvokset i amishmiljøet. Kvinden hed Rachael Schwartz og forlod som ganske ung amishsamfundet. Hun var lidt af en rebel og kunne ikke indordne sig under de strenge regler, der kendetegner miljøet.

Efterhånden som sagen efterforskes, dukker der gamle hemmeligheder op til overfladen. Nogen vil tilsyneladende gøre alt for at undgå, at sandheden om Rachaels fortid kommer frem i lyset, og personer, der ved noget, trues på livet.

Jeg er stor fan af Linda Castillos amishkrimiserie og dens univers. Jeg har glædet mig til denne nye bog i serien, og Fortabt lever i allerhøjeste grad op til mine forventninger. Det er en meget spændende og nervepirrende roman, der fangede mig fra første til sidste side. Det er meget voldsomme begivenheder, der skildres i bogen, og der bliver ikke lagt fingre imellem i beskrivelserne. Faktisk synes jeg, at denne roman er en tand mere barsk og voldsom at læse end de andre bøger i serien, jeg har læst. Men for Sørensen da, hvor er den god, og Kate Burkholder og hendes team holder stilen og er stadigvæk i høj grad værd at læse om. Jeg glæder mig allerede til det næste bind i serien.

Jeg har tidligere anmeldt niende bind i serien På afveje, tiende bind I al hemmelighed,  ellevte bind Vanæret og tolvte bind Ude i kulden.

Læs mere om Fortabt hos Politikens Forlag.

Læs videre

Det lille konditori i Paris

detlillekonditoriiparis

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Det lille konditori i Paris af Julie Caplin, Turbulenz.

Britiske Nina er den yngste i en søskendeflok på fire, og hun er træt af, at både hendes søskende og forældrene altid blander sig i alt, hvad hun foretager sig. De er så overbeskyttende. Hun vil gerne vise, at hun kan stå på egne ben. Så da hun får muligheden for at være assistent på et konditorkursus i Paris, griber hun chancen.

Der er bare det minus ved arrangementet, at den dygtige og succesfulde kok, der står for kurset, er hendes storebrors bedste ven Sebastian. Han er også den mand, Nina har været forelsket i lige siden, hun var teenager.

Men Nina tager til Paris og kaster sig ud i jobbet som assistent for Sebastian. Kurset bliver afholdt i køkkenet på et lille og slidt – men charmerende konditori. Nina kommer hurtigt ind på livet af kursisterne, og de opbygger et helt særligt fællesskab.

Jeg har simpelt  hen hygget mig så godt i selskab med Nina og de andre på Det lille konditori i Paris. Det er en skøn, munter og romantisk historie. Julie Caplin er en sand mester i at opbygge et charmerende og uhøjtideligt univers i sine bøger. Trænger du til at læse noget let og underholdende og samtidig opleve lidt pariserstemning og ikke mindst få pirret lækkersulten, så kan jeg varmt anbefale Det lille konditori i Paris.

Jeg har tidligere anmeldt Det lille bageri i Brooklyn og Den lille café i København af Julie Caplin.

Læs videre