Forlaget Globe har udgivet en rigtig fin lyseblå aktivitetsbog for børn mellem 3 og 8 år, Min seje og sjove aktivitetsbog. Faktisk er der også kommet en lyserød bog, Min søde og sjove aktivitetsbog, men den har jeg ikke haft lejlighed til at se, så jeg holder mig til at fortælle om den lyseblå bog.
Bogen er opdelt i forskellige afsnit f.eks. Vilde dyr, Store biler, Rummet og Dinosaurer. Til hvert afsnit er der to sider med flotte klistermærker og 15 sider med billeder og ord, der indgår i sjove opgaver. Barnet skal indsætte klistermærker og på den måde løse opgaverne. Der er også andre opgaver, hvor barnet f.eks. skal tegne eller tælle.
Målet med opgaverne er at styrke barnets motorik, ordforråd og koncentrationsevne samtidig med, at han/hun lærer om sammenhænge, former, farver, begreber og meget mere.
Bogens billeder og klistermærker er virkelig flotte, og jeg er sikker på, at bogen rummer mange timers sjov, leg og læring.