Mod forventning er jeg blevet glad for vaskeolie

Alle, der læser med her ved jo, at jeg har problemer med min hud. Eksem.

I et godt stykke tid har eksemet været ret pænt under kontrol undtagen på hænderne. Ingen af de plejeprodukter, jeg har prøvet det seneste års tid, har for alvor hjulpet på mine hænder.

Heldigvis giver jeg ikke så let op. Jeg bliver ved med at lede og prøve nye produkter.

For nogen tid siden fik jeg lejlighed til at teste en vaskeolie, og en fugtighedscreme, XeraCalm A.D. fra Avéne. Produkterne er beroligende og kløedæmpende, samtidig med, at de hæmmer inflammation og styrker hudbarrieren. Alt det eksemhud har brug for.

Da eksemet egentlig var i ro undtagen på hænderne, besluttede jeg mig for kun at bruge de nye produkter på hænderne.

Det var lidt af en overvindelse for mig at begynde at bruge en vaskeolie til mine hænder i stedet for almindelig fast sæbe. Jeg sværger nemlig til fast sæbe, og har tidligere prøvet en vaskeolie, som jeg bestemt ikke brød mig om at bruge. Men jeg blev positivt overrasket. Vaskeolien er virkelig mild og dejlig at bruge.

Fugtighedscremen er også rigtig god. Lige så god som de 2-3 andre foretrukne mærker, jeg skifter imellem.

Resultatet efter en lille måneds test af de to produkter er, at huden på hænderne har fået det bedre. Jeg har stadig eksem på hænderne, men mindre end før, og jeg er blevet så glad for vaskeolien, at den helt sikkert vil være at finde på mit badeværelse fremover.

Læs videre

Jeg har testet Læsø Saltcare Shampoo

Som jeg har fortalt tidligere, døjer jeg med atopisk eksem. I øjeblikket går det rigtig fint, for jeg har fundet en fantastisk creme, som har gjort en positiv forskel. Der er bare det lille problem med eksem, at det, der hjalp i går, ikke nødvendigvis har nogen effekt i dag. Så man er nødt til at skifte plejeprodukter med jævne mellemrum.

I perioder har jeg også rigtig meget eksem i hovedbunden, og der kan man jo ikke rigtig smøre med creme, så der gælder det om at finde en mild og plejende shampoo.

I et års tid har jeg været glad for en bestemt shampoo, men lige pludselig var den ikke god for min hovedbund mere, og jeg skulle til at se mig om efter et alternativ.

Valget faldt på Læsø Saltcare Shampoo, som jeg har testet den seneste måneds tid.

Shampooen indeholder restlage fra Læsøs saltsydning, og da saltvand tit er rigtig godt for eksemhud, tænkte jeg, at en shampoo med salt kunne være et godt valg.

Shampooen er rigtig behagelig at bruge, den svier ikke, den gør håret let at rede ud og er i det hele taget mild og god. Jeg har stadig eksem i hovedbunden, man kunne da heller ikke forvente andet – men det er dæmpet, og kløen er blevet mindre. Det er et stort plus.

Så hvis du døjer med tør og/eller kløende hovedbund, er det værd at prøve, om shampooen fra Læsø Saltcare kan afhjælpe eller i hvert fald nedtone problemet.

Læs videre

Status efter et par ugers brug af Bioderma Atoderm Intensive

Nu har jeg brugt Bioderma Atoderm Intensive creme i godt og vel to uger, og det er på tide at gøre status over testens resultater.

Status er, at mit eksem på kroppen er reduceret en hel del. Flere steder er det faktisk helt væk. Det betyder, at mit forbrug af stærk hormoncreme til behandling af eksemet også er reduceret. Det er virkelig godt.

Mit eksem er værst i ansigtet og på halsen,  og der har cremen ikke gjort den store forskel – endnu. Jeg er fortsat optimistisk, for når huden er så medtaget af eksem, som min ansigtshud er, tager det selvfølgelig tid at ændre situationen.

Når man har haft eksem så længe, som jeg har, er man godt klar over, at der ikke findes mirakelkure, og at intet kan kurere eksemet med et snuptag. Så jeg væbner mig med tålmodighed og håber, at cremen efterhånden vil bedre min huds tilstand – også i ansigtet.

Faktisk er jeg ikke helt glad for at bruge cremen i ansigtet. Jeg synes ikke, at den føles helt så behagelig i brug, som den creme, jeg plejer at bruge. Men jeg har tit svært ved at vænne mig til nye plejeprodukter, og da cremen har haft så god effekt på huden på kroppen, ville det være dumt ikke at fortsætte med den.

Så jeg fortsætter. Jeg er rigtig, rigtig glad for de resultater, jeg allerede har opnået og er spændt på, hvad cremen kan gøre for min hud på længere sigt.

Læs videre

Spændende test af ny creme til tør/atopisk hud

Jeg har jo haft atopisk eksem hele livet. Der har været gode perioder, hvor jeg næsten ikke har mærket noget til eksemet, og der har været dårlige perioder, hvor eksemet har fyldt alt, alt for meget i hverdagen.

De senere år har eksemet været slemt og uden pauser. Somme tider har jeg været ved at blive desperat. Egentlig har jeg jo for mange år siden accepteret, at jeg har eksem, men jeg kommer nok aldrig til at acceptere at have det så dårligt, som jeg har det i de værste perioder.

Da jeg var ung, prøvede jeg mange forskellige former for alternativ behandling for at blive eksemet kvit, men intet hjalp. Så i stedet for har jeg i mange år brugt mine kræfter – og penge – på at behandle eksemet så effektivt som muligt med de gængse behandlingsmetoder, men i de senere år er der altså ikke rigtig noget, der for alvor har hjulpet.

Jeg er altid på udkig efter nye hudplejeprodukter, der er beregnet til eksem og sart hud og er aldrig bleg for at prøve nye produkter. Så da jeg nu har fået mulighed for at teste en creme, som jeg ikke har prøvet før, kaster jeg mig glad og gerne ud i forsøget.

Cremen er ret ny på det danske marked. Den er fra Bioderma og hedder Atoderm Intensive. Jeg har læst om en anden med svær eksem, der har haft virkelig god gavn af  cremen, så jeg krydser fingre for, at den også kan hjælpe mig. Belært af tidligere erfaringer forsøger jeg at lade være med at lade de positive forventninger løbe helt af med mig, men jeg glæder mig faktisk ret meget til denne her test.

Foreløbig har jeg testet, om min hud i det hele taget kan tolerere cremen – og det kan den godt.

Læs videre

Nemt og hurtigt

Jeg har for første gang handlet på Apoteket-online. Der kan man købe sådan cirka alt, hvad man kan købe på ethvert  andet apotek bortset fra receptpligtig medicin.

Jeg har jo eksem og bruger en hulens masse fugtighedscreme og andre hudplejeprodukter. Det løber op, så da jeg fandt ud af, at første gang man handler på Apoteket-online, er der 20% rabat at hente, var jeg hurtig til at bestille en ordentlig portion creme. Rabatten er så lige betinget af, at man tilmelder sig en slags kundeklub, men hvad gør man ikke for at spare lidt håndører?

Jeg bestilte i fredags, og varerne blev leveret i dag. Lige til døren. Nemmere kan det dårligt være. Og så havde jeg endda sparet lige godt og vel 196 kroner. Og en tur på apoteket. Det er da værd at tage med.

Læs videre