Blog
Jeg kan så godt lide skiltet her. (Hvis det skal være helt rigtigt, hedder det vel en advarselstavle, men jeg siger altså bare skilt.) Det står ved vores lokale skole og er vist af ældre dato. I hvert fald er der da for længst kommet en ny og mere moderne version.
Jeg synes, at skiltet ser ud præcis, som den slags skilte så ud, da jeg var barn. Kan det mon ikke godt passe?
I hvert fald synes jeg, at der er noget gammeldags og “Søren og Mette-agtigt” ved det her skilt, som er hyggeligt.
Da jeg var barn, elskede jeg de blanke, farvestrålende papæg, man kunne være heldig at få til påske fyldt til bristepunktet med chokolade, karameller, likøræg og andet mundgodt. Det var selvfølgelig herligt at få slik, men for mig var det selve papægget, der var det bedste. Jeg kunne kigge og kigge på de fine dekorationer på de æg. Jeg kunne næsten ikke se mig mæt på dem.
Mine egne drenge har også fået papæg med lækkert indhold til påske.
Sander skal selvfølgelig også have et fint papæg. Hans farmor kan umuligt vente til næste år eller næste igen med at give ham påskeæg. Han spiser selvfølgelig ikke slik – han er jo kun 10 måneder. Men så må vi bare finde på noget andet at putte i ægget.
I øvrigt vil han sikkert synes, at ægget i sig selv er mægtig interessant.
I starten af firserne havde Henrik og jeg hvert sit job, to små børn og en noget anstrengt økonomi. Det med økonomien ville vi gerne forsøge at rette lidt op på, så vi fik noget hjemmearbejde. Så kunne vi bruge vores sparsomme fritid på at prøve at tjene lidt ekstra håndører.
Vi syede JacoForm sko. De var meget, meget populære i 70’erne og 80’erne. Måske især blandt pædagoger og folkeskolelærere?
Vi var på besøg på fabrikken en eftermiddag, hvor vi blev instrueret i, hvordan skoene skulle syes. Og så fik vi ellers 100 par med hjem. Vi havde en måned, så skulle de være færdige. Så vi syede i hvert ledigt minut. Det var hårdt ved fingrene at sy i det kraftige læder. Begyndelsen og afslutningen på syningen var lidt speciel. Den kunne jeg ikke rigtig hitte ud af at lave. Men det kunne Henrik. Så det blev hans del af arbejde, så syede jeg det ind imellem.
Da vi havde syet de 100 par mørkebrune fodformede sko, havde vi tjent godt og vel trehundrede kroner. Og vi havde brugt mange timer. Så vi indså, at det nok ikke var noget, der kunne hænge sammen i det lange løb. Men vi fik afleveret skoene, og de blev godkendt. Og vi var en erfaring rigere. De følgende år kunne vi ikke se et par mørkebrune JacoForm sko uden at smile lidt ved tanken om, at det måske var et par, vi havde syet.
Nu bliver skoene ikke syet i Danmark længere. Det arbejde er vistnok flyttet til Polen. Man ser ikke den klassiske fodformede JacoForm model så meget i gadebilledet længere, men man ser den da. For et par år siden var de endda ved at blive lidt kultagtige og blev lavet i forskellige fancy farver. Jeg ved ikke, om den fornyede interesse har lagt sig igen, eller der stadig er lidt retromode over skoene?
Der er mange mødre med småbørn, der har deres egen blog, hvor de skriver om løst og fast fra deres hverdag. Der er en stor erfaringsudveksling og et fint fællesskab mor-bloggerne imellem. Det er i hvert fald det indtryk, jeg får, når jeg læser med fra sidelinien.
Da jeg var ung mor, var der ikke den mulighed. Det var før internetadgang og egen computer blev en del af påklædningen. Alligevel var skrivelysten der jo. Jeg skrev debatindlæg og endda digte til de forskellige debatsider eller “Læsernes Side” i ugeblade og læserbreve til aviserne. Når jeg så havde sendt et brev afsted med et indlæg til et eller andet blad, så begyndte ventetiden. Hvis der var tale om et læserbrev til en avis, så gik det jo ret hurtigt. Hvis læserbrevet blev optaget, kom det i avisen i løbet af få dage. Hvis det var et indlæg til et ugeblad, varede det sådan cirka, hvad der føltes som en evighed.
Til gengæld var jeg stolt, når jeg endelig efter adskillige uger kunne læse mit eget indlæg i et ugeblad. Det var fedt. Et par gange modtog jeg endda efterfølgende en flaske vin som tak. Det var stort at modtage de flasker, kan jeg godt sige Jer. Jeg drikker ganske vist ikke vin, så det var ikke derfor. Det var symbolværdien. Tænk engang, noget, jeg havde skrevet, var godt nok til at blive trykt i et blad. Som om det ikke var fantastisk nok i sig selv – så fik jeg også en gave.
Nu har jeg min egen blog og kan få afløb for min skrivertrang her. Jeg bestemmer selv, hvad der bliver udgivet, og det eneste jeg skal vente på bagefter er at se, om der er nogen, der skriver en kommentar til indlægget.
Som jeg tidligere har fortalt, samlede jeg på Christel tegninger som barn.
Tegningen her er ikke fra dengang, men et genoptryk lavet som kort. Det er min søde søster, der har fundet kortet og sendt det til mig. Jeg kan slet ikke blive færdig med at kigge på det. Jeg er stadig vild med Christel’s tegninger.