Spis brød til

I lørdags havde vi et ærinde i Ringsted og kom forbi den gamle gavlreklame for Ringsted Brødfabrik. Nu har jeg jo for nogen tid siden vist et nyere gavlmaleri fra Næstved, så jeg synes, at det også kunne være lidt sjovt at vise denne gamle gavludsmykning fra Ringsted.

Det er ikke ret tit, vi har et ærinde i Ringsted, men jeg har gået i skole i byen i tre år – i realen. Dengang travede jeg Ringsteds gader tynde hver eftermiddag sammen med min veninde, mens vi ventede på bussen.

I lørdags da vi var i byen, slog det mig, hvor få mennesker der var på gaden. Selv om det var lørdag i forretningernes åbningstid, og vejret var fint, var der ikke mange mennesker på gaden. Da vi skulle parkere, var det så nemt som at klø sig selv i nakken at finde en parkeringsplads. Vi holdt på en stor parkeringsplads med kun enkelte andre biler.

Folk handler ude i de store centre i byens periferi i vore dage, og specialbutikkerne i bymidten lukker. Sådan er det ikke bare i Ringsted men også de fleste andre steder. En sørgelig udvikling, som de færreste af os vel kan sige os fri for at have et medansvar for, når vi vælger at handle i storcenteret i stedet for at køre ind til byen.

I virkeligheden bryder jeg mig slet ikke om at komme i de store centre, men somme tider er det bare det nemmeste og det hurtigste.

Gem

Læs videre

Min knapæske

Som sikkert en del andre kvinder i min aldersklasse har jeg en knapæske. I den gemmer sig knapper fra tøj, der for længst er slidt op. Der er også en del af den slags ekstraknapper, man får med – enten syet fast på bagsiden eller i en lillebitte pose – når man køber nyt tøj.

Alle tiloversblevne knapper ender i knapæsken. På den måde, kan jeg altid finde en passende knap, når jeg har brug for det. Genbrug i lillebitte skala.

Faktisk er det ikke ret tit, der er brug for en knap fra æsken, men det sker.

Selve æsken fik jeg for længe, længe siden af en rigtig sød nabokone, jeg havde på det tidspunkt. Så hende sender jeg en tanke, hver gang jeg har fat i knapæsken.

Læs videre

God service giver tilfredse kunder

For et par uger siden fortalte jeg, at jeg havde reklameret over et par ting, som jeg havde købt og ikke været tilfreds med.

Det ene tilfælde drejede sig om en tube creme, jeg havde købt på apoteket. Det var en creme, som jeg har købt og brugt mange gange før og været godt tilfreds med. En uparfumeret creme, der plejer at have en fuldstændig neutral duft eller for at sige det på en anden måde: den lugter nærmest ikke af noget som helst.

Men så havde jeg altså fået købt en tube creme, der ikke var, som den plejer at være. Den lugtede nemlig af noget. Når cremen blev varm på huden, fik den en underlig, fad lugt, der fik mig til at tænke på den lugt, der var i køkkenet i barndommens dage, når min mormor og morfar slagtede gris, og der blev smeltet fedt af. Sådan gider man jo ikke at gå rundt og lugte, så jeg reklamerede over cremen, og fik den naturligvis uden videre ombyttet. Jeg kunne selvfølgelig bare have kasseret cremen, men den havde kostet i omegnen af 170 gode, danske kroner, og dem ville jeg ikke bare smide ud ad vinduet.

Det andet tilfælde drejede sig om den taske, jeg købte for under et halvt år siden. Den blev jeg ikke tilfreds med. Magnetlåsen virkede ikke ordentligt, så tasken var meget svær at lukke. Desuden så tasken skæv ud, når den hang på skulderen, det var som om remmen på en eller anden måde trak i tasken, så den bulede mærkeligt. Alt i alt ikke en taske der levede op til mine forventninger. Jeg reklamerede altså. Tasken blev sendt ind til butikken, hvor den var købt og videre til producenten. Enden på det blev, at jeg nu får en anden taske. Ikke en magen til den første, for det kunne ikke lade sig gøre – og det havde jeg egentlig heller ikke lyst til, da den jo havde været lidt af en skuffelse. Men en ny taske, som jeg håber, at jeg bliver glad for.

Det var altså to reklamationer. I begge tilfælde blev jeg mødt med forståelse for problemet og vilje til at løse det. Jeg fik en rigtig fin service og er derfor igen en tilfreds kunde.

Læs videre

Små forårsbebudere

De sidste små klatter snavset sne er væk. Haven ser temmelig trist ud.

Hvis man kigger nærmere efter, er der alligevel noget kønt at kigge på. Både vintergækker og erantis blomstrer og vidner om, at foråret er på vej.

Som jeg før har fortalt, betyder mine vintergækker og erantis noget særligt for mig.

Gem

Læs videre

Mit gamle juletræstæppe

Mit juletræstæppe er temmelig gammelt.

Faktisk har jeg haft det i præcis 50 år. Jeg fik det nemlig, da jeg var bare 12 år gammel. Jeg fik det af min storesøsters kærestes mor. Hun havde fået nogle juleduge, juletræstæpper og den slags, der ikke kunne sælges, fordi de havde forskellige småfejl. Og så var hun altså så sød at forære mig et juletræstæppe.

De første mange år blev juletræstæppet brugt i mit barndomshjem, men da jeg selv fik børn og begyndte at holde juleaften i mit eget hjem, huskede min mor, at det egentlig var mit og sørgede for, at det kom hjem til  mig.  Dermed blev det også en fast del af mine børns jul. Gennem alle årene har deres julegaver ligget på lige præcis det tæppe under juletræet.

Jeg kan slet ikke forstille  mig, at vores juletræ ikke skulle stå på det tæppe. Det er nemlig ikke bare et gammelt juletræstæppe af hessian og med en hvid streg, der slet ikke skulle have været der –  for mig er det det eneste rigtige juletræstæppe.

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre