På en grå dag som i dag er det ekstra dejligt at finde et kort i postkassen.
Kortet er fra min søster, der lige har været et smut i Berlin. Jeg blev glad for kortet med de farvestrålende Trabanter, og nu står det og lyser op i mit køkken.
Blog
På en grå dag som i dag er det ekstra dejligt at finde et kort i postkassen.
Kortet er fra min søster, der lige har været et smut i Berlin. Jeg blev glad for kortet med de farvestrålende Trabanter, og nu står det og lyser op i mit køkken.
I dag har vi været i København for at se til vores yngste.
Vejret var helt igennem pragtfuldt. Vi gik rundt i det skønneste solskin – jakkerne måtte af, så lunt var det.
Vi nød vejret og byen og gik bl.a. en tur gennem Ørstedsparken. Der var masser af mennesker, der sad og slikkede solskin.
Det er da slet ikke så tosset at opleve noget, der ligner en sensommerdag, når kalenderen siger oktober.
For næsten to uger siden sendte Sander et brev til os, som han selv havde skrevet. I brevet var der også et helt nyt skolebillede af ham til os.
Sander puttede selv brevet i postkassen – hans far havde sørget for, at det var korrekt adresseret og frankeret.
Brevet landede bare aldrig hjemme i vores postkasse.
Så nu er jeg lidt sur på Post Danmark. For vi ville være blevet virkelig glade for det brev.
Vi trøster os med, at det jo trods alt er tanken, der tæller.
P4 sender her til morgen en reportage fra Avnstrup, der i dag er asylcenter eller modtagecenter for flygtninge.
Avnstrup blev i sin tid bygget og indrettet som tuberkulosesanatorium og blev siden til psykiatrisk plejehospital.
Stedet har været en del af min families historie i mange år. Det var en rigtig, rigtig stor arbejdsplads med mange faggrupper ansat, og mere end en håndfuld af mine familiemedlemmer har arbejdet der i kortere eller længere tid. Jeg har også selv arbejdet der.
Mine første erindringer om Avnstrup stammer fra dengang, jeg var en lille pige. Begge mine forældre arbejdede på stedet, og hvert år til jul blev der holdt en stor juletræsfest for personalets børn. Det var spændende. Der var et kæmpestort juletræ, og vi fik godteposer. Jeg kan stadig huske de godteposer og genkalde mig duften, når man stak næsen ned i posen. Der var både æbler og appelsiner i posen – og slik. Der var alt muligt slik – også marcipansnitter og hjemmelavede romkugler, som var det allerbedste.
Da jeg gik ud af skolen, fik jeg et job på Avnstrup. Jeg skulle lige tjene lidt penge og finde ud af, hvad jeg så ellers ville. Jeg startede på det hold, der gjorde hovedrengøring. Vi var en flok, der arbejdede os igennem hele hospitalet afdeling for afdeling. Vi havde det godt sammen og gik til arbejdet med energi og højt humør. Det er en tid, jeg tænker tilbage på med glæde.
Senere fik jeg fast job som hospitalsmedhjælper på en af afdelingerne. Jeg kunne godt lide at være der. Jeg havde gode kolleger og tjente mine egne penge, så jeg blev hængende et par år. Jeg fattede efterhånden interesse for arbejdet med de psykiatriske patienter og søgte ind på plejeruddannelsen på Sct. Hans Hospital i Roskilde. Efter endt uddannelse vendte jeg tilbage til Avnstrup og arbejdede der, indtil jeg måtte opgive jobbet pga. mit eksem, der var blevet rigtig, rigtig slemt på det tidspunkt.
Jeg har også boet på Avnstrup. Jeg boede i en personalebolig sammen med min ældste søn i over tre år. Vi havde en god lille lejlighed i et hus med fire lejligheder i alt. Der var et godt sammenhold mellem os naboer, og jeg var glad for at bo der.
Så Avnstrup har betydet meget i mit liv, og det er ikke længere siden end i weekenden, jeg har genset stedet. Da ældste søn var på besøg, kørte vi en tur forbi for at se, hvordan der ser ud nu om dage.
Som jeg har været inde på tidligere, nyder jeg denne første efterårsmåned i fulde drag.
I weekenden havde vi besøg af vores ældste søn. Han bor jo i Grønland, hvor der er meget, meget smuk natur men stort set ingen træer at kigge på, så vi havde planlagt en søndagstur i skoven. Det blev vejret bare ikke til, det regnede stort set hele dagen, så i stedet kørte vi en tur og kiggede på landskabet. Vi lagde vejen forbi forskellige steder, der betyder noget for os som familie. Det var rigtig hyggeligt.
I dag lokkede solen og den blå himmel mig ud på travetur allerede tidligt på dagen. Det var dejligt. Jeg har simpelt hen så svært ved at undvære mine daglige gåture, men jeg er ikke vild med at gå i regnvejr. Alt andet vejr går jeg glad og gerne ud i, men hvis jeg går i regnvejr, er det fordi jeg er blevet overrasket af en byge. Jeg ved, at der er nogen, der godt kan lide at være ude i regnvejr, men jeg er ikke en af dem.