I går tog jeg sammen med to af mine søskende tilbage til vores barndoms land. Vi ville gense huset midt ude i skoven, hvor vi boede en periode, da vi var børn. Vores to ældste søskende var voksne og flyttet hjemmefra på det tidspunkt, så de har ikke barndomsminder fra huset og var derfor ikke med på turen. Derimod var Henrik og min søsters mand med.
Huset lignede ikke helt sig selv, men det kunne man næsten heller ikke forvente efter 56 år. Til gengæld stod nabohuset, som lå et pænt stykke væk, stort set, som vi huskede det.
Det var helt fantastisk at gense de steder sammen, hvor vi løb og legede som børn. Minderne dukkede op i en lind strøm. Det, den ene ikke kunne huske, kunne den anden.
Da vi havde travet rundt i skoven længe nok, kørte vi videre forbi vores næste barndomshjem og fortsatte til en lille restaurant – Kudskehuset, hvor vi af og til kom for at købe en is, da vi var børn. Vi købte ikke is der i går, men spiste frokost, mens vi fortsatte den hyggelige snak om både før og nu.
Kudskehuset ligger tæt på Gyldenløves Høj og Skjoldenæsholm.