Jeg går og tænker på at lave en familievæg. En væg med billeder af den nærmeste familie. Jeg har en del gamle billeder, der godt kunne fortjene at komme op på væggen og blive kigget på i stedet for at ligge i en skuffe.
Nogen gange er der langt fra tanke til handling, men måske bliver det lige pludselig til noget.
Da jeg rodede i bunken af gamle fotografier, dukkede der også billeder af mig selv som barn op. Jeg var jo barn i en tid, hvor et fotografiapparat ikke var hvermandseje. Mine forældre havde i hvert fald ikke et. Til gengæld sørgede de for, at vi børn kom til fotografen nogle gange i løbet af barndommen.
Da jeg fik børn, havde jeg et kamera og har taget masser af billeder af mine unger. Derimod har jeg forsømt at få taget nogle gode portrætter af poderne hos en professionel fotograf. Det kan jeg godt ærgre mig over nu.
Det gamle billede af mig er taget, da jeg var omkring tre år. Det er en del af et ark med 12 forskellige billeder, som i gamle dage var i glas og ramme hjemme hos mine forældre. Det var meget almindeligt dengang at smække hele arket i en ramme i stedet for at vælge et enkelt billede ud. Jeg har i hvert fald set det rundt omkring.