Forkælelse på en regnvejrsdag

I dag har jeg fået blomster af min søster. Det ved hun bare ikke noget om.

Jeg har nemlig indløst et gavekort til Interflora, som hun har været så sød at give mig for lang tid siden.

Jeg styrter ikke ud og bruger et gavekort med det samme, jeg har fået det. Jeg er lidt nærig med mine gavekort. Jeg går og gemmer på dem. Jeg elsker at vide, at jeg har dem. Det er dejligt at have lidt forkælelse i baghånden til en regnvejrsdag.

I dag trængte jeg til friske blomster. Så var det jo skønt at have et gavekort til blomsterhandleren liggende lige til at indløse.

Gavekort gør mig glad to gange. Først når jeg får dem og så igen, når jeg indløser dem.

Læs videre

Kongehuset

Overskriften kunne antyde, at jeg har en historie om den royale familie i ærmet, men det har jeg altså ikke. Den slags overlader vi til ugebladene. Det her handler om noget helt andet.

Ude i Hesede skov ligger forskellige rigtig pæne huse.

Et af husene minder om  et hus, jeg boede i, da jeg var barn. Vi boede der ikke meget mere end et års tid, men jeg har rigtig mange barndomsminder fra lige præcis den periode. Jeg fyldte fem år, mens vi boede der. Huset lå midt ude i en skov, og det var fantastisk at bo der og have hele skoven som legeplads.

Jeg kan huske, at vi børn samlede grankogler i skoven i stor stil. Jeg mener, at mine forældre brugte dem til optænding, når der skulle fyres op i komfuret i køkkenet. Jeg kan også huske fra den tid, hvordan jeg sammen med min storesøster gik det pænt lange stykke vej ad grusvejen hen til vores nærmeste nabo og købte  mælk ved stalddøren. Jeg kan huske, at jeg var meget benovet over, at min søster kunne svinge spanden hele vejen rundt i luften uden at spilde en eneste dråbe mælk.

Mange af den slags hyggelige minder dukker op, når jeg går forbi huset i Hesede skov.

Huset hedder Kongehuset. Det er et passende navn til sådan et hus. Der bor vist ikke nogen i det, men det ser ud til, at jægerne benytter huset, når der er større jagter.

Læs videre

Sådan en søndag går alt for hurtigt

I formiddags havde vi besøg af Sander og hans far. Vi hyggede os med nybagte kanelsnegle til kaffen, og bagefter tog vi os et slag memory alle fire. Det var superhyggeligt. Det er sjovt at få de gamle spil frem igen.

Sander kunne i øvrigt stolt fortælle, at han nu er så stor, at han har rokketænder. Det er helt tosset, som tiden går.

Eftermiddagen gik med praktiske gøremål i hus og have.

Nu er  maden sat  i ovnen, og jeg er begyndt at længes efter at dejse om i sofaen. Der skulle gerne blive tid til at se et afsnit af Breaking Bad, som vi er begyndt at se for nylig. Efter at have været meget skeptiske efter de første to afsnit er vi blevet helt bidt af serien og synes, det er rart at vide, at vi har virkelig mange afsnit at glæde os til.

Læs videre

Flere kastanjer

I dag har vi været en tur i skoven sammen med Sander og hans far.

Jeg havde taget en lille pose med til Sander, som han kunne samle kastanjer i. Jeg skal lige love for, at der blev samlet. Vi hjalp allesammen til. Af og til fik et lille vindpust kastanjerne til at regne ned over os. Det gjorde kun det hele endnu sjovere.

Posen blev propfuld, og det samme blev flere af vores lommer.

Sander og hans far aftalte, at de skulle hjem og lave kastanjedyr efter skovturen. Nu er jeg spændt på at se, hvad de får kreeret. De lovede at sende et billede.

Læs videre

En dejlig søndag i København

I går var det vores yngste søns fødselsdag.

Vi fejrede dagen med lækker søndagsbrunch, og både før og efter maden benyttede  vi os af det skønne vejr og travede lidt rundt og kiggede på byen. Det blev til en tur gennem både Kongens Have og Botanisk Have.

Læs videre