Jeg har læst Altid har jeg længsel af Trille Nielsen.
Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Bog & Ide. Indlægget indeholder reklame/affiliate links.
Altid har jeg længsel er Trilles erindringer fra et liv i rampelyset – og udenfor rampelyset. At læse bogen er som at sidde sammen med hende og få erindringerne fortalt. Den ene erindring fører videre til den næste – de springer lidt i tid, men det virker helt naturligt.
Som ung lyttede jeg meget til Trilles sange. Hendes plader blev spillet igen og igen, og jeg kunne rigtig mange af sangteksterne udenad. Det kan jeg stadigvæk. De betød – og betyder noget for mig. Hun lavede også en masse børne-tv, men den del af hendes arbejde fulgte jeg ikke helt så nøje med i, da vi dengang havde valgt ikke at have fjernsyn. Men vores børn lyttede med fornøjelse til Trilles LP med sange og historier om Ejgil, og vi læste også bogen om Ejgil. På et tidspunkt oplevede vi Trille på vores lokale bibliotek, hvor hun sang og fortalte historier for børnene.
Trille boede i mange år her på Sydsjælland ikke ret langt fra, hvor jeg selv bor, så jeg har i årenes løb set hende i Irma og på gaden i Næstved og hver gang været helt starstruck.
I Altid har jeg længsel fortæller Trille uden falbelader om sit liv, om hvad der betød noget for hende, og hvad der ikke betød så meget. På samme måde, som Trilles sange altid har vækket genklang i mig, har hendes erindringer rørt mig. Jeg har altid opfattet Trille som en både følsom og stærk kvinde, og hendes erindringer forstærker det indtryk.
Det er ikke ret mange bøger, jeg læser mere end en enkelt gang, men jeg tror, at jeg i ny og næ vil vende tilbage til Altid har jeg længsel og genlæse de passager, der har gjort mest indtryk på mig. Og så skal jeg altså ud og have købt alle Trilles sange på CD, så jeg kan høre dem igen, for selv om Trille desværre ikke er her mere, så lever hendes sange – og de betyder noget.
