Fire år

Sander har fødselsdag i dag.

Fire år er han. Det er næsten ikke til at forstå.

Vi var inviteret til fødselsdag i søndags. Det var rigtig hyggeligt. Sanders to kusiner var der også, og jeg skal da lige love for, at de tre børn hyggede sig sammen. Det var dejligt at se.

Da vi havde sat os til bords spurgte Sander straks, om ikke vi skulle synge fødselsdagssang for ham. Og jo, det skulle vi da. Vi sang, så han til sidst holdt sig for ørerne.

Jeg håber, at fødselsdagsbarnet har nydt at blive fejret igen i dag på selve dagen.

Læs videre

Sneglefart

Sander og hans far kom en tur forbi forleden dag. Jeg gik udenfor og fjernede noget ukrudt – ubrudt, som Sander siger. Sander ville gerne hjælpe mig og gik til arbejdet med stor iver – i et minut eller to indtil hans opmærksomhed blev fanget af et fint sneglehus.

Lidt efter fandt han endnu et sneglehus, og før vi havde set os om, havde vi otte små, fine sneglehuse. Sander lagde dem sirligt på rad og række, og vi talte dem omhyggeligt. (Da jeg fotograferede sneglehusene, da Sander var taget hjem, var der kun seks tilbage.)

Sander glemte sine højtelskede solbriller, og han og hans far kom dagen efter for at hente dem. På det tidspunkt var der til Sanders utilfredshed kun fire sneglehuse tilbage i rækken. Det kunne han ikke helt forstå.

Læs videre

Du kan godt …

I fredags, da vi var til bedsteforældredag i børnehaven, tog Sander os med på en rundtur for at se hele den store legeplads, der hører til børnehuset. Vi skulle se og prøve det hele.

På et tidspunkt skulle vi forcere en stejl skrænt. Det var en høj græsklædt jordvold. Der var trådt en smal og ujævn sti opover skrænten. Jeg har temmelig meget højdeskræk, og vil helst ikke stige op på noget, der er ret meget højere end en stol, så jeg sagde hurtigt, at der troede jeg altså ikke, at jeg kunne klatre op.

Sander og Farfar var allerede et godt stykke oppe og Sander kiggede sig over skulderen og sagde engleblidt:” Prøv, Farmor. Du kan godt!”

Så positive forventninger var jeg selvfølgelig nødt til at leve op til, så jeg skød hjertet op i livet, holdt blikket stift rettet mod stien – så jeg undgik at kigge ned i “afgrunden” – og steg op til de to, der ventede oppe på toppen. Sander sagde glad og anderkendende : ” Det kunne du godt!”

Nu var det jo ikke ligefrem ekstremsport – vi befandt os trods alt på en børhehaves område, men alligevel var det en god følelse, at gøre noget jeg egentlig ikke rigtig turde. Når man nu ikke har hverken B.S. Christiansen eller Chris MacDonald til at coache sig, så er det godt, at man har et barnebarn, der kan klare jobbet.

Læs videre

Bedsteforældredag og styrvolter

I dag har der været bedsteforældredag i Sanders børnehave.

Det var rigtig hyggeligt. Traditionen tro medbragte alle vi bedsteforældre blomster, som vi plantede sammen med børnene. Det er en rigtig fin tradition. Sander gik meget op i det i år. Han ville gerne selv gøre det meste af arbejdet, og han var rigtig dygtig til det. Da blomsten var plantet, var det tid til at spise nybagte boller, og der var kaffe til de voksne. Bagefter legede vi på legepladsen, spillede fodbold og hyggede os i det hele taget i solskinsvejret.

Det var en rigtig dejlig eftermiddag på alle måder. Dagens sjoveste øjeblik var, da vi lige var ankommet til børnehaven. Vi stod et øjeblik og kiggede på Sander og en af de andre drenge. De lå på maven i græsset og snakkede sammen. Sander drejede hovedet og fik øje på os. Han sendte os et stort smil og sagde lige så kærligt: ” I to – styrvolter.” Så har man hørt det med.

Vi ved ikke rigtig, hvor han har samlet ordet styrvolt op henne, for der er ingen af os, der bruger det. Jeg kan huske, at min far fra tid til anden omtalte nogen, som en styrvolt. Det er vist et ord, der har været ved at glide ud af sproget, men nu kan det jo være, at det kommer stærkt tilbage. I hvert fald vil vi nok tage det til os her i familien.

Læs videre

Spørge Jørgen

Vi var til fødselsdag hos mellemste søn i søndags. Samme søn er jo Sanders far, og da vi ankom, modtog Sander os med spørgsmålet “Hvorfor kommer I?” Samme spørgsmål blev stillet til alle gæster.

Sander er nemlig en rigtig Spørge Jørgen lige i øjeblikket. Han spørger om alt mulig og umuligt. Det er ikke alle spørgsmål, der er lige enkle at give et fornuftigt svar på.

Jeg havde helt glemt, hvor mange spørgsmål en knapt fireårig kan udsætte sine omgivelser for. Det gav anledning til at tænke tilbage på mine egne børns spørgelyst, da de var små.

Mandag og tirsdag havde vi tjansen med at hente Sander i børnehaven. Han blev begge dage rigtig glad for at se os, da vi kom for at hente ham, men for katten da hvor kan lunten være kort hos sådan en lille purk, der har været i børnehave en hel lang dag. Sander sover ikke til middag mere, så han er virkelig træt og godt brugt, når han bliver hentet ud på eftermiddagen.

Vi har aldrig selv prøvet at få passet vores børn i institution hele dagen, så for os er det lærerigt at få så konkret et indblik i, hvordan hverdagen er skruet sammen for de fleste børnefamilier nu om stunder.

Læs videre