I fredags, da vi var til bedsteforældredag i børnehaven, tog Sander os med på en rundtur for at se hele den store legeplads, der hører til børnehuset. Vi skulle se og prøve det hele.
På et tidspunkt skulle vi forcere en stejl skrænt. Det var en høj græsklædt jordvold. Der var trådt en smal og ujævn sti opover skrænten. Jeg har temmelig meget højdeskræk, og vil helst ikke stige op på noget, der er ret meget højere end en stol, så jeg sagde hurtigt, at der troede jeg altså ikke, at jeg kunne klatre op.
Sander og Farfar var allerede et godt stykke oppe og Sander kiggede sig over skulderen og sagde engleblidt:” Prøv, Farmor. Du kan godt!”
Så positive forventninger var jeg selvfølgelig nødt til at leve op til, så jeg skød hjertet op i livet, holdt blikket stift rettet mod stien – så jeg undgik at kigge ned i “afgrunden” – og steg op til de to, der ventede oppe på toppen. Sander sagde glad og anderkendende : ” Det kunne du godt!”
Nu var det jo ikke ligefrem ekstremsport – vi befandt os trods alt på en børhehaves område, men alligevel var det en god følelse, at gøre noget jeg egentlig ikke rigtig turde. Når man nu ikke har hverken B.S. Christiansen eller Chris MacDonald til at coache sig, så er det godt, at man har et barnebarn, der kan klare jobbet.
