Det er til at få røde knopper af

Sander aflagde os et lille besøg i går eftermiddags. Han havde haft en lidt hård dag, der var begyndt med besøg hos børnelægen for at få lavet priktest. Han har nemlig haft symptomer, der afgjort lignede allergiske reaktioner, i sommerens løb. Blodprøver havde  også tydet stærkt på allergi og nu skulle det undersøges nærmere. Sander fortalte, at lægen “stikkede” ham.  Det var jo ikke særlig rart, men nødvendigt.

Jeg havde egentlig håbet på, at vi i vores familie efterhånden havde taget vores part, hvad allergi angår.

Det havde vi så ikke. Der var mere, hvor det kom fra. I hvert fald er der nu klarhed over, at familiens yngstemand er allergisk overfor græspollen og kat.

Vi har snakket om, at det jo i hvert fald er praktisk, at vi i familien i forvejen kender så meget til allergi. Det gør det hele lidt nemmere.

Læs videre

1950’erne

Da jeg er født i 1954, stammer mine allertidligste erindringer selvfølgelig fra halvtredserne.

Som barn af den tid er det derfor med stor spænding og interesse, jeg har kastet mig over bogen 1950’erne, der for nylig er udkommet forud for årets Golden Days Festival.

Bogen rummer indlæg af bl.a. Hanne Reintoft, Maria Marcus og Klaus Rifbjerg, der deler ud af deres minder fra årtiet.

Bogens tekster er både interessante og spændende, men billederne er alligevel det bedste, synes jeg. Billederne fører mig i den grad direkte tilbage til barndommen. En gengivelse af en side fra et af Daells Varehus’ postordrekataloger får mig til at huske, hvordan jeg som barn kunne sidde i timevis og bladre og kigge på alle damerne, der præsenterede tøjet – var det f.eks. noget med en swaggerkittel?

Et billede af Nina Og Frederik får mig til at huske, hvordan det lød, når de sang i radioen, når vi hørte Ønskekoncert om søndagen. Et foto af nogle mennesker, der sidder i græsset og spiser madder, de har medbragt i en skotøjsæske, får mig til næsten at kunne smage de madder, min mor smurte og pakkede i en skotøjsæske, når vi skulle på langfart dengang for længe siden.

De mere alvorlige ting, som de voksne var optaget af i halvtredserne, gik på grund af min unge alder hen over hovedet på mig. Vi havde ikke fjernsyn og jeg kunne endnu ikke læse aviser på det tidspunkt, så min verden var meget lille og meget tryg dengang.

Bogen giver et meget nuanceret billede af halvtredserne.

Læs videre

Når man trænger til en power nap …

Sander og hans far var lige forbi i ti minutter sidst på eftermiddageni går.

Sander er ved at blive vænnet fra sin middagssøvn, så faderen var i gang med den svære øvelse det er, at holde en dødtræt tre-årig vågen gennem den kritiske ulvetime.

Det var en lidt klatøjet og temmelig pirrelig lille Rasmus Modsat, der kom og hilste på. Han var så træt, at han ikke rigtig vidste, hvad han ville – bortset fra selvfølgelig at det skulle være noget andet end det, vi andre ville. Der var ikke rigtig nogen, der kunne gøre noget rigtigt. Han blev endda sur over, at jeg vinkede til ham, da han skulle hjem igen.

Jeg gik selv alt for sent i seng i aftes, og kunne godt mærke her til morgen, at mangel på søvn nemt kan tage toppen af humøret.

Læs videre

En lille dreng med julelys i øjnene

Vi hentede Sander i børnehaven i eftermiddags og skulle passe ham en halvanden times tid.

Vi havde et ærinde i byggemarkedet. Vi skulle have en pakning til et blandingsbatteri. Ikke umiddelbart et indkøb der behøvede at tage ret lang tid. Der havde vi imidlertid forregnet os, for at slippe Sander løs i et byggemarked var næsten bedre, end hvis vi havde taget ham med ind i en legetøjsforretning. Han var fuldstændig solgt. Han gik rundt og kiggede helt forelsket på boremaskiner, skruemaskiner og stiksave for ikke at snakke om plæneklippere og græstrimmere.

Aldrig før har jeg set nogen være så begejstret over udvalget af tommestokke, vatterpas og bidetænger.

Det var det sjoveste besøg i et byggemarked, jeg har oplevet til dato – og så havde de endda slet ikke den pakning hjemme, som vi kom for at købe.

Læs videre

Min mors dagbøger

I går kørte vi en tur til Møn.

Det var så varmt, alt for varmt til at foretage sig noget særligt. Så vi valgte at køre en tur ud i det blå og nyde, at der er aircondition i vores bil.

Vi endte altså på Møn, hvor vi ganske vist har været før, men næsten hver gang på Møns Klint. Vi kom til at snakke om, at vi engang i halvfjerdserne besøgte min mor, min søster og hendes børn, mens de ferierede på Møn. Vi var lidt i tvivl om, hvor det var, de var indkvarteret dengang.

Efter min mors død gav min far mig to dagbøger, som min mor har skrevet i gennem årene. Jeg vidste, at der stod noget i en af dem om ferien på Møn, og tog bøgerne frem, for at se, om min mors optegnelser kunne kaste lys over, hvor på Møn den ferie blev holdt dengang. Der stod ganske rigtigt noget om ferien, men ikke noget nærmere om ferieboligens beliggenhed. Det gør ingenting, jeg kan bare spørge min søster om det.

De to dagbøger betyder meget for mig. Jeg tænker på, at jeg er glad for, at min mor skrev dagbog – at hun ikke havde mulighed for at skrive en blog, som jeg gør. Havde hun haft muligheden, havde hun jo nok gjort det, og så havde jeg ikke haft dagbøgerne i dag. Jeg er så glad for at læse i bøgerne – de små notater og strøtanker skrevet med den håndskrift, som jeg kender så godt.

Når jeg stikker næsen ned i bøgerne, synes jeg endda, at jeg svagt kan fornemme duften af min mors parfume.

Al den moderne teknologi er glimrende, men en blog på internettet kan efter min mening ikke helt hamle op med en dagbog med fine, tynde sider fyldt med håndskrevne erindringer.

Læs videre