En rigtig hyggedag

Sander blev passet herhjemme hos os i går.

Vi havde alle tiders hyggelige dag, hvor der stort set kun stod leg på programmet.

Vi skulle først og fremmest flytte legetøjet over i de nye opbevaringsklodser fra CoolStuff. Jeg var lidt spændt på, hvad Sander ville sige til det, for han kan ret godt lide, at hans legetøj herhjemme er lige præcis der, hvor det plejer at være. Derfor skulle han selvfølgelig også selv være med til at flytte ind i de nye fine, blå kasser. Han blev rigtig glad for dem lige med det samme.

Kasserne var faktisk en del af legen hele dagen. Det viste sig nemlig, at de ikke bare er gode til opbevaring af det gode gamle LEGO DUPLO og de andre legesager. De er også gode at sidde på, og man kan bygge en bro af dem, og lave dem om til garage til traktorerne og til stald til Schleich-dyrene og meget mere.

 

Læs videre

Vuggestuen er lukket

Vi havde morgenvagten hjemme hos Sander her til morgen.

Han var frisk – han var vågnet klokken 4.45. Det er altså tidligt, især når man tager i betragtning, at vi lige har skiftet til sommertid. Men frisk var han – og glad. Så vi hyggede os og havde god tid.

Da vi sagde, at det var ved at være tid til at køre i vuggestue, prøvede Sander at overbevise os om, at han ikke skulle i vuggestue, for vuggestuen var lukket. Fem minutter senere havde han ombestemt sig og var helt med på, at vi skulle afsted.

Vi havde jo god tid, så vi smuttede lige forbi stationen for at kigge på togene. Det er Sander meget optaget af, så det gør vi så tit, lejligheden byder sig. Det er så hyggeligt at gøre den slags små hverdagsting sammen.

Læs videre

Orden på legetøjet

Nu skal der styr på Sanders legtøj herhjemme. Hidtil har han haft en papkuffert til sine ting, men den er for længst blevet for lille, så nogle af legesagerne ligger bare fremme inde på værelset og roder.

Jeg kan bedst lide, at legetøj opbevares i lukkede skabe eller i opbevaringskasser med låg. Så samler legetøjet ikke støv, som det gør, hvis det opbevares i åbne kasser i åbne reoler. Eftersom jeg er allergiker, prøver jeg at undgå, at ting og sager samler alt for meget støv rundt omkring i huset.

Nu flytter  legetøjet ind i nye flotte opbevaringskasser med låg. Fatisk er det opbevaringsklodser. Det er kasser udformet som kæmpestore  LEGO klodser. De kan selvfølgelig også bygges sammen ligesom de almindelige LEGO klodser.

De fine opbevaringsklodser er fundet hos CoolStuff, hvor jeg også har lånt billedet.

Læs videre

Træt farmor

Det har været en travl uge, og den toppede lige i går med pasning af sygdomsramt barnebarn.

Feber og snot til trods fik vi en rigtig hyggelig dag ud af det. Vi startede med at lave havregrød sammen. Sander rørte forsigtigt i gryden, han er vant til at få lov til at være med til at lave mad. Han syntes, det var fint nok at koge havregrøden, men da den var færdig, skulle han i hvert fald ikke nyde noget. Ikke tale om at han ville så meget som smage.

Dagen gik med at bygge togbane, bygge med Duplo, lege med biler, se tegnefilm og i det hele taget hygge. Og ikke mindst snakke sammen. Jeg skal da lige love for, at vi fik snakket.

Efter arbejdstid kom Henrik og tog over. Så klarede han de sidste par timers pasning, mens jeg tog hjem og pustede ud.

Jeg må indrømme, at jeg fandt min seng usædvanligt tidligt i aftes. Det undrer mig hver gang, at man kan blive så træt bare af at passe sådan en lille spirrevip. Heldigt, at man ikke var sådan en svækling i sine unge dage. Dengang havde jeg tre drenge at tage mig af, men det tog ikke pusten fra mig på helt samme måde. Hm, det må være fordi, man er kommet lidt ud af vanen. For det kan da næppe være alderen, der spiller ind.

 

Læs videre

Sunde sager

Vi hentede Sander i vuggestuen i dag.

Vi skulle bare lige hente ham og køre ham hjem. Vi gav ham en frugtstang, som han kunne sidde og spise i bilen. Han elsker frugtstænger, og de er jo forholdsvis sunde, eftersom de er lavet af tørret frugt. I dette tilfælde figen og dadel – Sander synes, det er det rene smovs.

Da vi kom hjem med ham, havde han tydelige spor af frugtstangen om munden, og hans far spurgte ham, hvad han havde spist. Sander svarede prompte:”Gulerod.” Vi kunne ikke lade være med at grine.

Sander kan heldigvis også rigtig, rigtig godt lide gulerødder, og det passer da sandsynligvis, at han også har spist en gulerod i løbet af dagen.

Læs videre