Juli går på hæld

Juli måned går på hæld.

Jeg har ikke været særlig aktiv på bloggen i denne måned. Det har været ferietid, og det har været andre ting, der har fyldt dagene.

Vi har haft brug for at tage en dag ad gangen, ikke lægge for mange planer og bare lade dagsformen afgøre de enkelte dages program. Vi har gået mange kilometer og kørt endnu flere på vores ture rundt i ferielandet. Alt sammen rigtig hyggeligt og stille og roligt – og ikke noget, som har fundet vej til bloggen. Men lidt har jeg dog skrevet om i løbet af denne feriemåned.

Det var i begyndelsen af juli, vi så de imponerende flotte billeder fra National Geographic sammen med Sander og samtidig gennemførte en lille skattejagt.

I månedens løb var vi også på en dejlig travetur langs Susåen til Herlufsholm sammen med Sander og hans far.

Der har også været tid til at læse nogle gode bøger. Her på bloggen har jeg i løbet af juli fortalt om Pigen i isen af Robert Bryndza og Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm.

Hele måneden har jeg glædet mig over mine blomstrende hortensiaer, dem bliver jeg aldrig træt af at kigge på.

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre

Gåtur langs Susåen

I går gik vi en tur gennem Rådmandshaven til Herlufsholm sammen med Sander og hans far. Det er sådan en dejlig tur langs Susåen, og vi går der jævnligt sammen. Der er meget at kigge på. I går nød vi bl.a. at betragte blishøns med små unger, der lavede svømmeøvelser i vandet.

Vi holder meget af sådan en fælles skovtur. Man snakker så godt, når man går i naturen.

Undervejs købte vi isvafler i Slusehuset. Det blev skovtursstemningen  bestemt ikke ringere af.

Ved Herlufsholm var der en bryllupsfotografering i gang. Det er blevet meget almindeligt at få taget sine bryllupsbilleder i smukke omgivelser udendørs. Første gang jeg så sådan en bryllupsfotografering i det fri, var i en park i Portugal for mange år siden, de senere år har jeg set det flere gange rundt omkring herhjemme. Det romantiske indslag  var et ekstra lille pift til vores skovtur.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre

Sådan undgår vi madspild

I går, da jeg var i gang med at røre en dej sammen til en plade boller, bestemte jeg mig for at eksperimentere lidt.

Jeg kommer af og til havregryn i dejen, når jeg bager brød eller boller, det smager rigtig godt. I dag prøvede jeg for første gang at komme en lille rest kold havregrød i dejen. Det har jeg læst om flere steder, så nu skulle det prøves.

Det er ikke ret tit, jeg har en rest havregrød i huset, for vi spiser sjældent havregrød. Men af og til sker det alligevel, at en af os får lyst til en gang grød til morgenmad. Det fik jeg forleden dag og gemte den lille rest, der blev til overs, da jeg havde øst mig en passende portion  grød op. Jeg sætter en ære i ikke at lade mad gå til spilde, og er altid frisk på at afprøve nye måder at bruge rester på. En rest kold havregrød kan også smøres tyndt ud på en bageplade beklædt med bagepapir og bages til sprøde havregrødschips.

For mange år siden, havde vi en lille flok dværghøns i haven. De kunne så godt lide, når de fik en rest havregrød fra børnenes morgenmad. Nu, hvor vi ikke har høns længere, må vi hitte på andre måder at udnytte resterne på.

Bollerne blev i øvrigt rigtig gode.

Gem

Gem

Læs videre

Popcorn og en god bog

I går fik jeg pludselig lyst til popcorn.

På det tidspunkt var der ikke mulighed for at lave popcorn, for vi befandt os i bilen på en lille vej et sted på Møn.

Men i eftermiddags kom jeg igen til at tænke på lune, nypoppede popcorn, og denne gang skyndte jeg mig at sætte en gryde på komfuret og fik poppet mig en skålfuld dejlige popcorn, som jeg nød, mens jeg læste i en god bog.

Der er noget mægtig hyggeligt ved at læse og spise samtidig, synes jeg. Det får mig til at tænke på dengang, mine drenge altid sad ved spisebordet i køkkenet og læste Anders And blade, mens de spiste deres eftermiddagsmad efter skoletid. Det er længe, længe siden nu, men jeg husker tydeligt, hvor hyggeligt det var – og sådan kan en skål popcorn og en bog bringe gode minder frem.

Gem

Læs videre

Skattejagt og helt fantastiske billeder

I går tog vi Sander med i Næstved Storcenter. Mit temperament er ellers ikke til storcentre, og jeg kommer der ikke ret tit. Men i går havde vi et særligt ærinde.

Der er i øjeblikket en udstilling i Næstved Storcenter af  50 helt fantastiske billeder udlånt af National Geographic. Billederne befinder sig i mindre opstillinger rundt på centerets torve. Der er så samtidig mulighed for børn for at gå på skattejagt i udstillingen. Barnet får udleveret et skattekort og skal så finde fem poster rundt omkring ved de udstillede billeder og besvare fem spørgsmål. Svarene findes i informationerne om de enkelte billeder.

Det var en rigtig, rigtig god oplevelse at se de udstillede billeder, læse informationen og finde svarene sammen med Sander. Vi blev alle tre lidt klogere af at se den udstilling. Sander var desuden så heldig at få en lille præmie, da han afleverede det udfyldte svarskema.

Alt i alt en rigtig god – og helt gratis fornøjelse som kan anbefales.  Udstillingen kan ses i centeret til og med 31. juli, men der er kun skattejagt for børnene til og med 16. juli, så vidt jeg har forstået.

Læs videre