Vand i øjnene

Jeg er blevet færdig med at læse Astrid & Veronika. Den var fantastisk. Meget rørende. Jeg indrømmer gerne, at mit blik var en kende sløret, da jeg læste de sidste sider i bogen.

Det fik mig til at tænke på dengang omkring 1970, da jeg som meget ung pige var i biografen for at se Love Story. Det var jo en virkelig tåreperser. Og jeg småtudede da også stadig, da jeg kom ud fra biografen.

Min far var kommet for at hente mig og spurgte, hvad der var i vejen. Jeg fortalte ham, at filmen havde været så sørgelig, og at det var derfor jeg snøftede. Min far lod mig vide, at han ikke kunne forstå, at jeg ville bruge penge på at komme til at tude sådan.

Ja, jeg tudede virkelig over den film, og nu sidder jeg og smiler ved mindet om min fars ord.

Læs videre

Her sidder jeg

Her sidder jeg – på Sydsjælland. Udenfor er det tåget og lidt koldt.

I morges fik jeg en hilsen fra Bahamas og nu har jeg lige fået en hilsen fra et sneklædt Østrig.

Sådan nogle hilsner ikke – det smager da lidt af fugl.

Ganske, ganske lidt.

Læs videre

Pip pip

Jeg plejer altid at købe en spiselig mandelgave.

I år skulle det være lidt anderledes. Vi har jo droppet julegaverne til de voksne i familien, så jeg syntes, at jeg ville gøre lidt ekstra ud af mandelgaven. Hos os er der altid kun én mandel – og kamp til stregen. Det krævede lidt hovedbrud at finde en ting, som  jeg forstillede mig, at alle ville sætte pris på.

Valget faldt på den lille træfigur Bird designet af Kristian Vedel.

Den lille fugl fløj slet ikke fra reden, men blev boende her. Det var nemlig Henrik, der snuppede mandlen i risalamanden og altså også  mandelgaven. Jeg havde endda for en sikkerheds skyld også købt en fugl til mig selv. Så nu har vi to – måske starten på en hel flok. Hvem ved?

Det ligner ellers ikke mig at købe den slags ting til mig selv. Normalt er jeg slet ikke til nogen form for figurer, nips og pyntedimser. Men de her små fugle – dem  kan jeg ikke stå for.

Måske har jeg simpelthen fået pip?

Læs videre

I en kold tid

I en kold tid kan man heldigvis sagtens blive varm om hjertet. Det blev jeg i morges, da jeg så en lille dreng – på størrelse med en havenisse – komme travende i sneen med den karakteristiske vraltende gang små børn har, når de er pakket ind i en masse varmt vintertøj. Nåååh, hvor så han sød ud. (Ja, det var selvfølgelig Sander.)

Hvor er jeg bare heldig at være farmor til sådan en lille guldklump.

Læs videre

Gåand

Da vi var på Gisselfeld til juletorv sidste søndag, faldt jeg pladask for en lille gåand som den på billedet. Sådan et stykke legetøj i det fineste glatslebne træ er da noget af det dejligste. Sander syntes også om anden lige med det samme og måtte selvfølgelig  prøve at skubbe afsted med den.

Det var på Marjattas stand på juletorvet, vi fandt anden. Der var også mange andre fintforarbejdede ting af træ at lade sig friste af. Mest legetøj men også brugsting som lysestager og salatskeer smukt udskåret i træ.

Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at købe en gåand til Sander. Og det havde han vist ikke det mindste imod.

Gåanden klasker noget så charmerende i gulvet med sine svømmefødder, når man skubber den afsted.

Skulle nogen være i bekneb for en ide til en julegave eller to, kan det anbefales at tænke på de mange fine ting fra Marjatta værkstederne.

Jeg fik ikke selv snuppet et foto af Sanders gåand, men har har fået lov til at låne dette fra Marjattas hjemmeside.

Gem

Læs videre