Blog
De tre søde dyr her er flyttet ind hjemme hos os.
Vi købte dem forleden dag for at øge vores noget slunkne beholdning af legetøj til at beskæftige Sander med, når han er på besøg.
Jeg har længe haft et godt øje til Schleich dyrene. De er nemme at falde for. Til gengæld er de svære at vælge imellem, når nu de er så søde allesammen. Valget faldt altså i denne omgang på de tre her.
I dag kom Sander så på visit og blev præsenteret for de nye legekammerater. Jeg tror nok, at de blev godkendt.
Jeg plejer jo i tide og utide at øffe op om, at jeg ikke gider at se eller høre noget, der minder den mindste smule om jul før tidligst 1. december.
Men – man har et standpunkt, til man tager et nyt.
I hvert fald har jeg – på eget initiativ – i dag været til juletorv på Gisselfeld. Jeg havde fået sådan en lyst til at se, hvad Sander ville sige til en omgang koncentreret juleri. Og da juletorvet på Gissselfeld afvikles de sidste to weekender i november, så var der ikke så meget at rafle om.
Og ved I hvad? Det var smadder hyggeligt. Der var en rigtig fin stemning. Masser af forskellige stande og ikke mindst smukke omgivelser. Sander syntes også, at det var helt i orden. Han var i fint humør og gik til juletorv med et åbent sind.
Der var et ældre par, der spillede lirekasse – det var lige noget for Sander. Han ville gerne helt hen i første parket og ville også lige pille lidt ved den der sjove lirekasse, og han skulle da også lige se, hvad der var i det påmonterede krus. Ja, der var jo mønter i, forstås. Jeg tror faktisk, at Sander syntes, at lirekassen var mere spændende end selveste julemanden, som også kom og hilste på.
Alt i alt havde vi en dejlig eftermiddag på Gisselfeld, så jeg må sige, at lidt juleri i utide er helt i orden, når bare det opleves i det rette selskab.
Fredagen bød på en lille snak med Sander.
Faktisk er det ikke meget, jeg får snakket med ham for tiden. Når vi ses, foretrækker han nemlig at snakke med sin farfar. De to har lige for tiden en særlig kontakt – hvad de snakker om, er jeg ikke helt med på – men snakker, det gør de i hvert fald. Og de hygger sig vældigt med det.
Først på ugen kan jeg tit gå og brygge på en masse planer for, hvad vi skal bruge søndagen til. Tit helt urealistiske planer om at sove længe, få styr på haven, vaske bilen, få sendt en stribe mails, der er blevet udskudt alt for længe, læse en bog, bage 100 boller til fryseren, se familien til eftermiddagskaffe, sylte og måske lige få bund i vaske- og strygetøjet. Sådan lidt på afstand af søndagen kan jeg godt bilde mig selv ind, at det muligvis godt kan lade sig gøre at få både tid og overskud til det hele. For det er jo ikke viljen, der mangler.
Når søndagen så oprinder, så kommer jeg som regel lidt ned på jorden igen.
Tit bliver de højtflyvende planer afløst af en erkendelse af, at sådan en søndag er fortvivlende kort. Måske er det også helt i orden kun at nå at sove længe og få bund i vaske- og strygetøjet? Det håber jeg da i hvert fald, for det er nemlig sådan status ser ud for min søndag i denne omgang.
Jeg er ved at læse (endnu) en bog om, hvordan man opnår et godt familieliv med et godt samspil mellem generationerne. Det er jo et spændende emne, når man selv for ikke så længe siden er trådt ind i bedsteforældrenes rækker.
De bedste (bedste)forældre er skrevet af de to sundhedsplejersker Sigrid Riise og Helen Lyng Hansen. De to forfatttere repræsenterer hver sin generation, og giver hver især deres bud på, hvordan de tre generationer sammen finder vejen til et godt familieliv og undgår konflikter.
Når jeg får læst bogen færdig, fortæller jeg mere om den – det varer ikke længe – den er nemlig rigtig interessant, så den skal jeg snart få gnavet mig igennem.