Hva’ med julen?

Overskriften refererer til en snak vi havde i familien, da vi var samlet herhjemme fornylig.

Egentlig havde vi haft en ide oppe at vende – en rigtig god ide. En af sønnerne havde foreslået, at vi skulle rejse væk i julen hele banden. Til et lunt sted, hvor vi kunne foretage os en masse hyggelige ting sammen som familie. Jeg var vild med ideen. Tænk, at bytte juletravlhed, madlavning og kagebagning ud med feriedage sammen. Og skulle det være, skulle det være i år, hvor barnebarnet er så lille, at han stadig er ligeglad med julen.

Desværre var ikke alle lige tændte på ideen – eller jo – men der var/er nogle (økonomiske) forbehold, så ideen blev skrottet.

Men vi skulle jo så afklare, hvordan julen så skulle se ud i år. Hvor mange kommer hjem juleaften? Det er jo rart at vide. Der var fuld tilslutning. Så vi regner med at holde juleaften for hele banden.

Sådan er det jo ikke hvert år. En af sønnerne har sejlet i en del år, og har ikke altid været i land i julen. En anden har en svigerfamilie, der også skal holdes jul med osv..

Vi – Henrik og jeg – har indprentet sønnerne, at skulle det ske, at de allesammen har andre planer en juleaften end at holde jul med os, så er det helt i orden. Det værste vi kunne forestille os, er et scenarie, hvor drengene sidder og trækker lod om, hvem der “tager mor og far”. Vi ser sådan på det, at bare vi ses, så er det godt. Det behøver ikke nødvendigvis være juleaften.

Da drengene var små, besluttede vi at holde juleaften for os selv. Vi syntes, at det blev for stresset med den der store familiejul. Vi nåede ikke at lege med ungerne med deres gaver og i det hele taget var der ikke ro nok på. Vi ville gerne nedtone julehysteriet en smule og samtidig have mulighed for at skabe vores egne traditioner. Så vi holdt strengt på, at juleaften holdt vi alene med børnene, og så var vi åbne overfor familie-tam-tam de øvrige juledage.

Det var en jule-model, der fungerede godt for os.

Nu er jeg faktisk sådan en, der får røde knopper af at høre ordet Jul i utide – det vil sige før 1. December – men for lige at afklare hvem der holder juleaften med hvem og hvor – kan det gå an.

To blogindlæg i rap om noget julerelateret, når man ikke gider høre ordet jul, før kalenderen siger december? Hm, flot. Ikke et ord mere om jul fra mig før i december. Promise.

Læs videre

Søndagshygge med familien

I dag har vi haft besøg af hele banden. Børn, svigerbørn og barnebarn.

Jeg er så glad, når det lykkes at samle alle på én gang. Det er ikke altid let. Dels bor vi forholdsvis godt spredt over landet, og dels er der jo den faktor, der hedder arbejde. En sejler på De Syv Have, et par stykker arbejder tit både lørdag og søndag osv..

Sådan er det vel i de fleste familier. Der er mange ting, der skal gå op, før alle kan samles.

Men i dag gik kabalen op i vores familie. Vi var samlet om bordet hele familien. Der blev spist, snakket, fortalt, grinet og drillet. Det var lige præcis, som det skal være, når familien er samlet. Lille Sander sad på skift hos alle. Det har han heldigvis ikke noget imod, og alle vil jo hellere end gerne ha’ fingre i ham.

Læs videre

Bedsteforældrelykke

I går havde vi besøg af lille Sander. Han var helt i hopla og skruede godt op for charmen. Vi – både farfar og farmor – er jo helt vilde med den dreng og er hver især fuldstændig lykkelige, når vi sidder med den lille fire måneder’s guldklump i armene.

Fire måneder – så kort tid. Så lillebitte et menneske. Så stor kærlighed og så stærke bånd.

Læs videre

Et godt grin

Et godt grin forlænger livet. Det siger man da i hvert fald. Om det passer, ved jeg ikke, men et godt grin gør i hvert fald livet skønnere lige her og nu. Og det er da meget værd.

Der er blevet grinet meget i vores familie i dag. Sander er begyndt at kunne grine rigtigt, og hans forældre ville ha’ ham til at grine, så de kunne optage det på et lille videoklip. Så de gik i gang med at gøre alle de ting, der plejer at kunne få guldklumpen til at grine. Mor’en lavede spas med Sander, og far’en skulle optage løjerne. På det færdige resultat af anstrengelserne kan det både ses og høres, at de alle tre havde det sjovt under processen.

De fik altså optaget en lille video og sendt den til os. Og så startede det rigtig sjove. Vi kunne ikke få åbnet filen. Sikke noget – og nej hvor blev vi mobbet – og hvor blev både vi og vores Mac til grin.

Nå, men til sidst lykkedes det at åbne filen og se videoen. Og så var vi også helt færdige af grin.

På filmen ser man en kær og dejlig lille dreng og en  mor, der gør alle mulige krumspring og siger sjove lyde, for at aftvinge ham et grin. Og hvad gør knægten? Han kvitterer med en kæmpestor bøvs. Og så griner hans far og mor – og så griner han med.

Og farfar og farmor her var også flade af grin, da først vi fik videoen at se.

Der skal ikke meget til at kalde smil og latter frem, når det er familiens lille øjesten, der optræder på slap line.

Læs videre

Rød fluesvamp

Rød fluesvamp er omtrent den eneste svamp, jeg kan bestemme med sikkerhed. Det er en giftig fætter, men jeg synes, at den er flot.

Da jeg var barn, blev sådan en omtalt som en paddehat. Jeg har en meget svag erindring om at have ejet en børnebog med flotte illustrationer, hvor der var paddehatte, som var små huse, hvor der boede nogle bittesmå væsner. Mere kan jeg ikke huske. Hvad jeg derimod husker er historien om, hvordan det gik til, at jeg fik den bog. Den er nemlig blevet fortalt i familien et utal af gange.

Jeg var måske omkring tre år gammel og jeg var syg. Min mor syntes åbenbart, at jeg trængte til en form for opmuntring, så hun bad min far købe en billedbog til mig, da han alligevel skulle til byen. Han var arbejdsløs på det tidspunkt og skulle til kontrol. Det hed det, og det var det. Som jeg husker det fortalt, skulle han møde op dagligt – på hvad der vel svarede til vore dages arbejdsformidling, eller på fagforeningskontoret  – det er lidt uklart for mig. I hvert fald skulle han cykle adskillige kilometer for at komme til det der kontor og få et stempel i “bogen”, så han kunne modtage arbejdsløshedsunderstøttelse.

Nå, men Mor havde altså bedt ham om at købe en billedbog med hjem til mig. Og det gjorde han. Den flotteste billedbog han kunne finde. Og den var flot. Og den var dyr. Min mor var mange år senere stadig forarget over, at han havde købt den dyre bog uden først at spørge om prisen. Han havde bare købt den, han syntes var pænest. Sådan er det jo, hvad enten man er rig eller fattig – kun det bedste er godt nok til éns børn. Jeg mener at kunne huske, at min mor sagde, at bogen kostede fire kroner. Og det var mange penge dengang. Især for en familie med mange børn og en arbejdsløs forsørger.

Hvor ville jeg ønske, at jeg stadig havde den bog.

Læs videre