På farmors arm

I dag har vores barnebarn – lille Sander – haft besøg af  farfar , farmor og de to farbrødre. I går var hans mormor, morfar, moster, onkel og lille kusine på besøg. Så den nu 11 dage gamle Sander er rigtig blevet vist frem, har fået fine gaver og er blevet beundret godt og grundigt.

I dag lykkedes det så for den stolte farmor her at være til stede, da den lille sønnesøn vågnede for at få lidt at spise. Og så – endelig – kom det med længsel ventede øjeblik, da farmor fik babyen i armene. Det var virkelig et stort øjeblik. For mig altså. Sander var ikke videre imponeret af opholdet i farmors favn. Han var meget mere interesseret i at komme hen til sin mor og få mad. Så – ja, jeg vil nødig indrømme det – men han stak altså ret hurtigt i et vræl.

Næste gang må jeg prøve at få fat i ham, når han er mæt. Så kan det være, han er mere motiveret for en lille hyggesnak med farmor.

Læs videre

Fjantet farmor i en finanskrisetid

For et par dage siden købte jeg en sparegris. Den er i porcelæn, hvid og rigtig fin.

Grisen er selvfølgelig til familiens nye lille guldklump.

Den lille fyr er jo født midt i en finanskrisetid. Derfor må han selvfølgelig straks og ufortøvet forsynes med en sparegris, så han kan begynde at spare op – til sin fremtid.

Vupti! Der kunne man lige for en enkelt gangs skyld vende den store stygge finanskrise til noget positivt. Krisen gav farmor her det perfekte alibi til at købe en fjollet lille gris til en dreng, der ikke er meget mere end en uge gammel.

Læs videre

Masser af søde hilsner

Jeg er helt overvældet over alle de søde hilsner vi har fået i forbindelse med, at vi er blevet farfar og farmor. Nyheden om den lille ny har hurtigt spredt sig.

Der er indløbet lykønskninger på Facebook, der er kommet hilsner via mail, telefon og post. Folk i nabolaget har ønsket tillykke osv. osv..

Vi er meget taknemmelige over, at så mange har tænkt på os og har vist os så meget opmærksomhed. Det er alt sammen med til at gøre vores glæde endnu større.

Læs videre

Bøger til Bedste

Det er i sig selv en stor gave at få et barnebarn. Som en ekstra bonus kom der i dag en pakke med posten til de nybagte bedsteforældre. Pakken var fra min søster og svoger og indeholdt udover et sødt lykønskningskort to bøger med bedsteforældre som målgruppe.

Den ene bog, skal man faktisk selv skrive. Den er beregnet til, at man som bedsteforældre skal skrive  til sit barnebarn og fortælle om sig selv og sit liv. Til mit barnebarn hedder den. Den anden bog hedder Tillykke med barnebarnet, og ser også rigtig interessant ud. Jeg fortæller mere om bøgerne, når jeg får kigget nærmere på dem.

Læs videre

På barselsvisit

I dag fik vi grønt lys til at komme og besøge vores lille barnebarn (og hans forældre naturligvis) på barselsgangen.

Det var et stort øjeblik. Det var – ikke overraskende – noget nær verdens ottende vidunder, der åbenbarede sig for vores sultne bedsteforældreøjne. Det er ikke for at prale, men vores sønnesøn er virkelig en dejlig og kær lille dreng. Rigtig fin lille fyr med mørkt hår. Han kiggede på os med det der alvorlige og hemmelighedsfulde blik, som nyfødte har.

Vi smeltede selvfølgelig totalt, og det var svært at løsrive sig og se at komme ud ad klappen igen. Men vi ved jo godt, at barselsbesøg ikke bør være alt for lange, og at forældre og barn mest af alt har brug for ro til at finde sig til rette.

Heldigvis nåede jeg at fotografere det dejlige barn, så jeg nu kan gå og hygge mig med at kigge på ham hvert andet øjeblik.

Læs videre
1 85 86 87