Vi var hjemme hos Sander i går for at passe ham.
Han bliver så stor lige pludselig, synes jeg. Han er til at snakke rigtigt med og siger de sødeste ting. Der er mange ting, han kan selv.
I går viste han os, hvor dygtig han er til at hoppe på trampolin. Han har lige fået trampolinen, og han hopper og slår kolbøtter til den store guldmedalje.
Da det blev sengetid, og godnathistorien var læst, sagde Sander, at det var hans far, der skulle putte ham. Det kunne jo ikke lade sig gøre, eftersom hans far og mor ikke var hjemme. Så jeg sagde til ham, at jeg nok skulle putte ham. Det har jeg jo gjort masser af gange, men det blev der ikke noget af denne gang. Sander stillede sig foran mig med armene bredt ud til Fuldt Stop som en anden færdelsbetjent og sagde: ” Du må ikke komme med. Farfar må heller ikke komme med.” Jeg spugte ham, om han selv ville gå ind i seng så, og det ville han. Han gik ind på sit værelse og lukkede døren til efter sig.
Vi regnede jo med, at der bare viille gå et øjeblik, så ville han kalde på os. Men i stedet lød der en lille stille sang inde fra børneværelset, og et par minutter senere var der helt stille. Da jeg kiggede ind på værelset, kunne jeg konstatere, at Sander sov trygt og godt.
Der blev jeg altså paf. Tænk at sådan en lille gut, der lige er blevet tre år, kan være så beslutsom og selvstændig. Hvis det ikke kunne være Far, der puttede ham, så var der altså heller ingen andre, der skulle gøre det. Basta. Han sov godt hele natten, har jeg fået at vide.
Forældrene troede ikke deres egne ører, da de hørte historien – det kan jeg godt forstå. Jeg har heller aldrig oplevet mine egne drenge lægge sig til at sove på den facon, da de var i samme alder.
