Sander var på besøg i formiddags sammen med sin far.
Sander fik hurtigt lokket Farfar med ind på gæste/legeværelset for at lege med Duplo. Inde på værelset står en sovesofa, som Sander godt kan lide både at sidde og ligge på – og især kan han godt lide at ligge på knæ foran sofaen og bruge den til køre på med de forskellige Duplo-køretøjer. Der hører også et par puder/hynder til sofaen, som let kan trylles om til en garage – så der er godt at lege.
Legen var godt i gang, da jeg gik ind på værelset og spurgte de to legekammerater, om jeg måtte låne den ene at de to traktorer, de kørte med. Svaret var et strengt: “Luk døren, Farmor!”
Nå ja, som min mor altid sagde, er det jo ingen skam at gå, når man ligefrem bliver smidt ud. Så jeg trak mig tilbage i god ro og orden.
Senere kiggede jeg ind igen, og denne gang lød det mere mildt : “Kom bare ind, Farmor.”
Vi får os mange billige grin lige i øjeblikket over de bemærkninger, Sander kommer med. Der falder et guldkorn i ny og næ.