I dag har vi så været til bedsteforældredag i Sanders vuggestue. Det er jo flere måneder siden, vi fik et vink om at sætte et kryds i kalenderen, så vi har set hen til dagen længe.
Da vi kom, havde jeg lidt svært ved at lokalisere Sander på legepladsen. Men det lykkedes. Grunden til at jeg ikke fik øje på ham ved første øjekast, var at han havde en rød hue på, som jeg ikke havde set før. Det viste sig at være en fodboldhue – en Milan-hue. (Spørg lige, om Sanders far går op i fodbold.)
Nå, men drengen blev fundet og taget op af barnevognen. Og så blev der ellers leget. Der var lige kommet nyt sand i den store sandkasse, og det gad Sander godt lege i.
Vi skulle jo også plante den blomst, vi var blevet bedt om at tage med. Sander er måske lige lille nok til at få den helt store glæde af blomsten, men nu har han den i hvert fald. Og det er da en hyggelig tanke, at vores barnebarn nu hele sommeren kan være med til efter bedste evne at passe den lille plante, vi har plantet til ham. Vi havde købt en fin forglemmigej og personalet i vuggestuen havde sat en lang række pæne krukker frem. Vi valgte en flot blå krukke og farfar plantede planten, mens Sander forsøgte at hive nogle af blomsterne af – når altså ikke han havde travlt med at prøve at komme til at bide i urtepotten.
Tiden fløj afsted, og før vi set os om, var det tid til madpakker og middagslur for børnene.
Det var en rigtig dejlig formiddag og dejligt at opleve Sander i de rammer, hvor han bliver passet i det daglige. Og dejligt at se, hvor godt han trives der.