I aftes var Henrik og jeg babysittere for Sander. Vi ankom i god tid, før han skulle i seng, for at få tid til at lege lidt med ham og for at give ham en chance for at opfatte, at nu var det altså farfar og farmor, der lige passede på ham lidt.
Sander har et godt øje til sin farfar. Hvis farfar er i nærheden ser guldklumpen lige igennem farmor. Han er somme tider lige ved at dreje halsen af led i sin iver efter at følge farfar med øjnene.
I aftes kom farfar så i tanke om en gammel, næsten glemt kompetance. Han kan sige omtrent lige som Anders And. Så det underholdt han Sander med. Og Sander var et meget taknemmeligt publikum. Han grinede af farfar – sådan rigtig latter. Vi havde hørt ham grine før, men indtil i aftes havde vi kun oplevet, at det var forældrene, der kunne fremkalde latteren.
Det var så sjovt at se og høre. Hele Sanders lille ansigt – ja faktisk også hele kroppen – viste tydeligt, at han var helt klar og forventningsfuld, hver gang farfar lagde an til at sige den sjove lyd igen. Og så kom den der lille søde, smittende kluklatter.
Det var en rigtig stjernestund.