Vi var hjemme hos Sander for at se efter ham et par timer sidst på eftermiddagen i går.
Vi havde købt en lille plastikgravko til ham til at lege med i sandkassen. Den blev han glad for, og vi skyndte os om til sandkassen for at lege.
Lidt senere spurgte naboen over hækken, om Sander kunne bruge noget ekstra sand til sandkassen. Han havde fået sand hjem og havde noget i overskud. Det var jo ikke vores afgørelse, men vi vovede det ene øje og sagde, at det troede vi nok, at både Sander og hans forældre ville blive glade for.
Der er jo det med sand, at det har en tendens til på en eller anden mystisk måde at forsvinde fra sandkassen og ende alle mulige mærkelige steder. Det er lige så sikkert som Amen i kirken, at sandet næsten af sig selv bevæger sig ud af sandkassen, ud på fliserne, ud på græsplænen, ind i tøj og sko, ind på køkkengulvet og alle de andre steder, hvor vi allesammen hader sand. På den måde synker “sandstanden” i sandkassen jo efterhånden, og så er det godt at få fyldt op med lidt frisk sand.
Sander blev også rigtig glad for den trillebørfuld sand, naboen kom med til ham. Det var dejligt fugtigt strandsand, så det var perfekt at lave sandkager og andre små kunstværker af. Så det gjorde vi.
Den lille nye gravko blev godt og grundigt indviet sammen med det nye sand.
