Jul i Tivoli

Vi har været på familietur til Tivoli i dag.

Det var lidt koldt og lidt vådt – og rigtig hyggeligt.

Det er jo russisk jul i Tivoli i år. Det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal mene om. Faktisk betød udsmykningen ikke alverden.

Det vigtigste var, at vi hyggede os sammen. Familien var ikke fuldtallig – men næsten. Og næsten er faktisk ret flot præsteret, når det er vores familie, vi snakker om.

Sander var selvfølgelig det naturlige midtpunkt, og jeg tror, at han nød Tivoli-turen. I hvert fald var han sød og glad hele tiden. Og så kan man dårligt forlange mere.

Læs videre

Julegaveideer til bedsteforældre

Der findes mange bøger til/om bedsteforældre og også nogle bøger, der er beregnet til, at bedsteforældrene skriver erindringer ned til barnebarnet.

I øjeblikket er der mange, der kommer ind på min blog, fordi de har søgt efter nogle af de bøger. Jeg iler derfor med en liste over de bedsteforældre/børnebørn – bøger, jeg har omtalt de seneste par år:

Bogen Om Dig – Vores Barnebarn

Verdens Bedste Bedstemor

Verdens Bedste Bedstefar

Guide til Bedsteforældre og deres børn

Mormor – din datter er blevet mor

Bedsteforældrebogen

De bedste (bedste)forældre

SuperBedste

Børnebørn – en antologi om bedsteforældre og deres børnebørn

Farmor fortæl nu

Mormor fortæl nu

Jeg har omtalt alle bøgerne under Boganmeldelser.

 

Læs videre

Farmor fortæl nu

Jeg har lige haft lejlighed til at gennemlæse endnu en bog, der er beregnet til, at man som bedstemor skal skrive erindringer ned til sit barnebarn.

Farmor,  fortæl nu af Elma van Vliet er bearbejdet til dansk af Sarah von Essen.

Tanken med bogen er, at barnebarnet giver den til sin farmor, som så skal skrive sine erindringer i bogen og give den tilbage til barnebarnet.

Bogen er delt op i afsnit, der omhandler alt lige fra barndom og familie, hverdagsliv, fester og traditioner, job og karriere til kærester og kærlighed, børn og børnebørn og meget mere.

De enkelte afsnit indeholder masser af spørgsmål og god plads til at skrive svar. Et spørgsmål kan f.eks. være: “Hvordan så dit værelse ud? Havde du det for dig selv, eller skulle du dele det med dine søskende?” eller:”Hvor mødte du min farfar? Hvorfor blev du forelsket i ham?” og: “Hvad kan du bedst lide ved at være farmor?”

Når alle de mange spørgsmål er besvaret, skulle resultatet gerne være en meget personlig erindringsbog .

Der er også plads til billeder og udklip i bogen – og måske en af farmors hemmelige madopskrifter. Til støtte for hukommelsen rummer bogen også et afsnit med store historiske begivenheder fra de sidste 90 år.

Bogen findes naturligvis også i en version til mormødre, Mormor, fortæl nu og til bedstemødre, Bedstemor, fortæl nu.

Jeg vil anbefale bogen til bedstemødre, som er glade for at skrive, for der forestår et stort skrivearbejde, når bogen skal udfyldes. Til gengæld tror jeg, at der kan komme en meget fin familiekrønike ud af det, hvis man besvarer alle bogens spørgsmål.

Læs videre

Pause

Vi har haft en hæsblæsende, travl og krævende uge.

I eftermiddags rundede vi det hele af med at hente Sander i vuggestuen og passe ham et par timer. Selv om vi vist alle tre var lidt brugte efter en lang uge, og selv om vi var nødt til at bruge noget af tiden til at få købt lidt ind, så hyggede vi os.

Vi fik kigget lidt på fiskene i det store saltvandsakvarium i vores lokale storcenter. Og på juletræer og julestjerner og julemænd. Alt julehalløjet er stadig alt for tidligt for mig, men Sander lod til at sætte pris på det.

Nu har jeg trykket på pauseknappen. Jeg trænger til en rolig weekend,  som jeg satser på skal være helt uden planer, aftaler eller alt for store forventninger til egen indsats.

Læs videre