Omprogrammering

Da Sander var blevet hentet i går, satte jeg en kogevask over.

Da jeg et par timer senere kom ud i bryggerset for at lægge tøjet i tørretumbleren, stod vaskemaskinen til min overraskelse stadig og arbejdede.

Det kunne jeg ikke umiddelbart forstå. Det viste sig, at “en eller anden” havde haft travlt med programvælgerknappen og tilvalgsknapperne på vaskemaskinen. Den var nemlig programmeret til iblødsætning – en finesse jeg aldrig bruger.

Jeg har for længst vænnet mig til at tjekke opvaskemaskinens programvalg, når Sander har været på besøg. Det lader til, at jeg fremover også hellere må tjekke vaskemaskinen.

Læs videre

Snegl med pølsehorn

Vi har passet Sander det meste af dagen. Der er der kommet meget sjov ud af.

Et af dagens mange grin fik vi, da vi var ude at gå en tur alle tre.

Sander fik øje på en stor skovsnegl på stien. Den skulle vi lige se nærmere på. Sander og jeg satte os på hug og kiggede nøje på sneglen, og følgende samtale udspandt sig : Farmor: ” Se Sander, sneglen har følehorn”. Sander (begejstret):” PØLSEHORN”!

Læs videre

En tur til bækken

Sander og hans far kom på besøg i eftermiddags.

Vi hyggede os ude i haven – og Sander tog selvfølgelig en lille tur på den trehjulede cykel. Det blev kun til en lille tur, for den unge mand var lidt påvirket af, at det var så varmt. Han er ikke så godt tilpas, når det er meget varmt. Det er jeg heller ikke selv, så jeg forstår ham godt.

Da han ikke rigtig kunne finde ud af, hvad han ville, og hvad han ikke ville, gik vi allesammen en tur ned til bækken. Der var mere køligt, så der var rart at være, og Sander syntes, det var rigtig sjovt at kaste småsten ned i vandet og høre det sige “plump”.

Sådan en lillebitte udflugt sammen er slet ikke så tosset.

Læs videre

Morgensnak

I morges var det farmor her, der skulle køre Sander i vuggestue.

Knapt nok var jeg drejet ind i indkørslen, før Sander kom ud af døren med sin madkasse i hånden. Ind i bilen og op i autostolen med ham – og så var vi ellers på vej i vuggestue.

Selv om køreturen ind til vuggestuen ikke er særlig lang, nåede Sander og jeg at snakke om rigtig mange ting. Om ambulancen – vi så holde på cykelstien – og som siger wiiiu, wiiiu, om at Mor var på arbejde, om toget – som vi ikke så i dag, om  farfar der ikke var med i dag –  han var på arbejde, om lastbiler, om rødt og grønt lys, om en stor traktor. Og om en hel masse mere. Munden stod ikke stille på nogen af os.

Det var så hyggeligt at gå fra parkeringspladsen hen til vuggestuen hånd i hånd med Guldklumpen, som fortsatte med at fortælle om løst og fast. Blandt andet om den flyvemaskine, som vi kunne høre men ikke se. Og om pedellen der gik og gjorde klar til at starte græsslåmaskinen. Da han fik startet den, blev Sander en lille smule mundlam. Han synes nemlig, at græsslåmaskiner er spændende men også en lille smule farlige. Så da  pedellen gik lige bagved os med den larmende maskine, holdt Sander ekstra godt fast i “Marmor”s  hånd.

Da vi var kommet indenfor, skyndte Sander sig at sætte sin madkasse ind i køleskabet og løb så hen til vinduet for at kigge mere på pedellen med græsslåmaskinen – nu på sikker afstand og med en rude imellem. Det var så interessant, at han næsten ikke havde tid til at vinke, da jeg gik forbi vinduet.

Læs videre