Kom maj, du søde milde

Hu hej, hvor tiden går.

Så er det allerede blevet maj.

Vi har været en tur ude at kigge lidt på skoven i dag. Nyudsprungne bøgetræer og tæpper af hvide anemoner. Man bliver jo helt højstemt og ydmyg over at se så megen skønhed. Jeg gør i hvert fald.

Der er meget at glæde sig over sådan en smuk dag først i maj. Og meget at glæde sig til. Jeg glæder mig f.eks. til det japanske kirsebærtræ springer ud. Og til årets  første rabarber.

Men allermest glæder jeg mig til Sanders 1 års fødselsdag senere på måneden. Tænk engang, hvor går et år dog hurtigt. Jeg synes jo, at det var lige for et øjeblik siden, jeg blev farmor. Og så er det næsten et år siden. Om jeg begriber det.

Læs videre

Bedsteforældredag

I dag har vi så været til bedsteforældredag i Sanders vuggestue. Det er jo flere måneder siden, vi fik et vink om at sætte et kryds i kalenderen, så vi har set hen til dagen længe.

Da vi kom, havde jeg lidt svært ved at lokalisere Sander på legepladsen. Men det lykkedes. Grunden til at jeg ikke fik øje på ham ved første øjekast, var at han havde en rød hue på, som jeg ikke havde set før. Det viste sig at være en fodboldhue – en Milan-hue. (Spørg lige, om Sanders far går op i fodbold.)

Nå, men drengen blev fundet og taget op af barnevognen. Og så blev der ellers leget. Der var lige kommet nyt sand i den store sandkasse, og det gad Sander godt lege i.

Vi skulle jo også plante den blomst, vi var blevet bedt om at tage med. Sander er måske lige lille nok til at få den helt store glæde af blomsten, men nu har han den i hvert fald. Og det er da en hyggelig tanke, at vores barnebarn nu hele sommeren kan være med til efter bedste evne at passe den lille plante, vi har plantet til ham. Vi havde købt en fin forglemmigej og personalet i vuggestuen havde sat en lang række pæne krukker frem. Vi valgte en flot blå krukke og farfar plantede planten, mens Sander forsøgte at hive nogle af blomsterne af – når altså ikke han havde travlt med at prøve at komme til at bide i urtepotten.

Tiden fløj afsted, og før vi set os om, var det tid til madpakker og middagslur for børnene.

Det var en rigtig dejlig formiddag og dejligt at opleve Sander i de rammer, hvor han bliver passet i det daglige. Og dejligt at se, hvor godt han trives der.

Læs videre

Pasning

Sander måtte en tur ind på børneafdelingen på sygehuset i går eftermiddags. Han havde falsk strubehoste. Han blev behandlet for det og fik lov til at komme hjem igen i løbet af aftenen.

I formiddag har jeg passet ham. Han var lidt snottet og så hostede han, da han sov formiddagslur. Hosten vækkede ham. Ellers havde han det heldigvis ret godt. Han var i hvert fald frisk nok til at vise farmor, hvor dygtig han er blevet til at stå ved reolen i stuen og få fat i alle mulige spændende ting og sager. I det hele taget var han frisk nok til at ville lege, som han plejer, men var alligevel tilpas pylret til, at han foretrak at farmor var lige ved siden af hele tiden. Så sådan blev det.

Nu håber jeg, at den lille charmetrold hurtigt bliver helt rask igen.

Læs videre

Dejligt møde

Da jeg sidst på eftermiddagen kom farende ud fra apoteket med hovedet fuldt af tanker om de næste indkøb på min liste, var jeg ved at rende ind i  søn, svigerdatter og barnebarn.

De var også på handletur. Så vi fik os lige en lille hurtig snak, og Sander og farmor fik fjantet lidt sammen. Han stak mig et par glade smil til at komme videre på.

Det er utroligt, hvad sådan et smil, der afslører fire flotte tænder, kan gøre ved en bedstemors humør. Det var ret godt i forvejen, men efter mødet med den lille charmetrold blev det endnu bedre.

Læs videre

Ugen der gik

Så er det saftsuseme søndag igen. Der er gået en uge igen, uden at man rigtig har lagt mærke til det.

I går passede vi Sander fra sidst på eftermiddagen og hele aftenen. Det var en fest.

Han er simpelthen så god, som dagen er lang – og selvfølgelig verdens ottende vidunder.

Vi morer os meget, når vi er sammen med vores barnebarn. Han har sådan en skæg og meget speciel måde at vifte med armene på, når han gerne vil op på armen. Det ser så skægt ud. Vifteriet ledsages af et meget insisterende blik på den, han gerne vil op til.

Som bedsteforældre kigger vi jo tit efter små træk hos barnebarnet, som vi kan genkende fra vores eget barn. De ting er der skam også. Men lige præcis de her meget festlige og helt karakteristiske armbevægelser kan vi ikke genkende fra nogen af vores egne børn. Faktisk har ingen af os før set et barn gøre lige præcis sådan.

Behøver jeg at nævne, at vifteriet ikke er forgæves, når farfar og farmor er i nærheden?

Læs videre