Fart på

Altså undskyld mig – men hvad sker der med tiden? Den farer afsted.

Da jeg var barn, var en kedelig søndag eftermiddag så lang, at det næsten ikke var til at holde ud. Sommerferien var så lang, at man kedede sig til bevidstløshed og savnede skolen i hvert fald de sidste to uger. For slet ikke at tale om den tid, der skulle gå fra 1. juledag og til det blev juleaften næste gang. Det var så lang tid, at det var helt uoverskueligt og næsten uudholdeligt.

I mellemtiden har tiden accelereret helt vildt.

Jeg har en mistanke om, at der sker noget med tidens hastighed, når man får børn. Det var i hver fald på det tidspunkt i mit liv, at tiden begyndte at speede lige lovlig meget op. Og den er blevet oppe i det høje gear lige siden.

For et lille øjeblik siden blev jeg farmor – i næste uge er guldklumpen tre måneder gammel. T r e  m å n e d e r ! Jamen altså, det er jo ikke til at fatte.

En eller anden form for hastighedsbegrænsning kunne være på sin plads.

Læs videre

En lille kop

Den lille kop på billedet fik Henrik til sin barnedåb i august 1953. Hans navn og dåbsdato er indgraveret på koppen.

Da vores søn så blev døbt i august 1980, havde hans farmor fået indgraveret hans navn og dåbsdato på koppen og gav den videre til ham.

Nu skal vores sønnesøn døbes i næste måned, og vi vil få indgraveret hans navn og dåbsdato på koppen også. Så går koppen videre til endnu en generation.

Det er ikke fordi vi tror, at den lille vil komme til at bruge koppen ret meget. En kop i rustfrit stål er ikke ligefrem første valg i 2009 og hvis jeg skal være ærlig, brugte vi den heller ikke så meget til vores søn. Men han brugte den lidt, fordi det var lidt sjovt, at han kunne drikke af sin fars gamle kop.

Da han fik de første tænder i undermunden, var det skægt at lade ham drikke af netop den kop, fordi de små nye tænder gav sådan en god og tydelig klang, når de ramte koppen.

Læs videre

Tudemarie

Da jeg var barn, havde jeg en bog, der hed Tudemarie. Den handlede om Marie, der havde let til tårer, og derfor altid blev kaldt Tudemarie. Jeg var meget glad for den bog. Så vidt jeg husker, fik jeg den i jule- eller fødselsdagsgave af min faster.

Jeg har desværre ikke bogen mere. Faktisk ved jeg ikke, hvad der blev af den.

Grunden til at jeg er kommet i tanke om bogen er, at jeg selv er blevet lidt af en Tudemarie.

Det er noget, der er kommet i forbindelse med, at jeg er blevet farmor.

Når jeg kigger på mit lille barnebarn, sker det den ene gang efter den anden, at jeg får tårer i øjnene. Jeg synes jo, at han er så dejlig. Ja, og så bliver jeg vel lidt rørt. I hvert fald løber øjnene i vand.

I dag skete det igen. Min søn sad med den lille på skødet overfor mig. Jeg sad selvfølgelig og snakkede lidt med guldklumpen og pludselig stak han mig det allerkæreste smil. Ja, så sprøjtede tårerne ud af øjnene igen. Resten af familien drillede mig lidt, og så var det, at jeg kom i tanke om bogen om Tudemarie.

Læs videre

Hortensia

Min farmor var glad for hortensiaer. Jeg kan huske, at min far plejede at give hende en hortensia til vindueskarmen til Mors Dag. Han købte altid de blå til hende. De var så smukke.

Jeg er også vild med hortensiaer. Jeg holder mig bare til dem, der er beregnet til haven. Desuden er jeg nok mest til de lyserøde. Og dog – de blå  er jo også smukke. Jeg tror, at det skal være en blå næste gang. Dem, jeg har i øjeblikket, er altså lyserøde. Jeg har tre stående på terrassen i krukker. I år vil de bare ikke rigtig, som jeg vil. De var sent på den med blomstringen, og de har i det hele taget kun få blomster. De plejer ellers at være så flotte. I virkeligheden ved jeg nok godt, hvad der er galt. De trænger til større potter. Problemet er bare, at hvis de skal ha’ større potter, så er der tale om enorme potter. Vi har snakket om at lave et bed til dem i stedet, og så starte med nogle nye og meget mindre planter i krukkerne.

Til gengæld så jeg nogle fantastiskse hortensiaer forleden dag på vores tur til Sønderborg. Jeg har aldrig før set så store hortensiaer  indenfor landets grænser. Flere steder både i og omkring Sønderborg passerede vi de mest utolige, enorme hortensiabuske. De var fantastisk smukke.

Billedet i dette indlæg er af ældre dato. I år er mine hortensiaer ikke noget at skrive hjem om – og de gør sig heller ikke specielt godt på fotos.

Læs videre

Babysnak over telefonen

Hvis ikke jeg var glad for min mobiltelefon før, så er jeg det da i hvert fald nu.

Næsten hver dag indløber der nye fotos af mit dejlige barnebarn på mobilen. Hvis ikke de kommer kvikt nok, rykker jeg for dem.

I dag har vi så startet en helt ny leg, guldklumpen og farmor. Vi har talt i telefon sammen. Han pludrer på livet løs, den lille. Det lyder jo simpelt hen så sødt, så farmor her – og også farfar – bliver helt bløde i knæene.

Læs videre