Blog
I dag har vi gået og snakket en hel masse om, hvor hyggeligt det var at passe barn i aftes.
Vi er rørende enige om, at det var en dejlig oplevelse og et stort privilegium, at få betroet ansvaret for den dejlige lille dreng for en aften.
Vi er også enige om, at vi gerne stiller op som babysittere igen. Hellere end gerne!
Vi havde frygtet at vores sønners lille babyseng var blevet ødelagt, da vi sidste år fik konstateret skimmel på vores loft, hvor den var gemt af vejen.
Heldigvis viste det sig, at vi havde pakket sengen så forsvarligt ind i plastik, at den var helt uskadt.
Nu har Henrik haft travlt med at slibe og male sengen, og den er blevet rigtig fin.
Oprindelig var den gul. Den er jo fra de farveglade 70’ere. Dengang var en gul babyseng vældig smart. Det gik stadig an med den gule farve, da vi brugte sengen til vores to yngste i 80’erne.
En gul seng er måske knapt så smart nu i 2009. I hvert fald ville vi gerne friske den lidt op.
Nu er sengen hvid og helt klar til at blive taget i brug af vores lille barnebarn. Forhåbentlig kommer der flere børnebørn efterhånden, som også kan putte i den lille seng, når de er hjemme hos farfar og farmor.
Det plejer ikke at være nogen særlig stor fornøjelse at ordne vaske- og strygetøj.
Men i dag har jeg været i gang med at vaske og stryge babysengetøj. Det var ikke en sur pligt, men faktisk rigtig, rigtig hyggeligt.
Det var en god følelse igen at have mine sønners små babylagner og -dynebetræk i hænderne. Nu er det klar, så mit lille barnebarn kan prøve at sove i det, næste gang han kommer hjem til farfar og farmor.
Som jeg tidligere har været inde på, er der jo noget, der kaldes mormor-mad. Det er alle de der gode gamle, danske retter. Mad som de fleste af os rigtig godt kan li’.
Men der er ikke noget, der bliver kaldt farmor-mad. Og i mit tilfælde er det måske også godt det samme – jeg er i hvert fald ikke nogen ørn ved kødgryderne. Det er der jo retfærdigvis nok en hel masse andre farmødre der er – man skal jo ikke skære alle over én kam. Jeg kan kun tale for mig selv,
Nå, men nu skal det alligevel være slut.
Nu har jeg besluttet mig for at kalde mine gode grahamsboller – efter egen opskrift – for Farmors Grahamsboller.
Sådan! Fra nu af er der altså noget, der hedder farmor-bagværk.
Jeg fik en herlig besked på min mobiltelefon i går.
Den var skrevet med ført hånd. Det var min søn, der skrev en hilsen til mig fra mit lille barnebarn.
Der stod. “Hej Farmor. Så kaster jeg lige nogle håndtegn.”
Og så var der det her dejlige, sjove foto af den lille, hvor han sidder og halvsover i sin autostol, mens han holder hænderne frem på en pudsig måde.
Jeg ved ikke præcis, hvor mange gange jeg har haft fat i telefonen, siden jeg fik den besked, for lige at kigge en ekstra gang på det billede – men det er mange. Det giver smil på læben hver gang.
Jeg har fået lov til at bringe billedet her på bloggen.