I går hentede jeg Sander i børnehaven. Han er jo lige startet i en ny institution, så vi hjælpes ad med at sørge for, at han ikke får alt for lange dage derovre her i starten. Han skal jo lige vænne sig til alt det nye.
Det virkede som om, han havde haft det fint i den nye børnehave, han var i godt humør og viste mig glad, hvor hans ting var i garderoben og ikke mindst, hvor hans cykel stod. Der er nemlig ikke langt fra den nye børnehave hjem til Sander, så han kan tilbagelægge turen på cykel. Det er lidt af et hit.
Så Sander cyklede, og jeg gik. Sander cykler ret hurtigt, men vi aftalte på forhånd, at han skulle vente på mig bestemte steder undervejs. Hele turen foregår ad stier og villaveje, og Sander kender vejen og ved, hvor han skal stoppe op og se sig for. Så de steder stoppede han op og ventede på mig.
Vi havde en dejlig eftermiddag sammen. Der skete noget, som jeg har glædet mig til, lige siden jeg blev farmor. Sander kom med en bog og spurgte, om jeg ville læse den for ham. Om jeg ville! Det ville jeg hellere end gerne.
Jeg læste meget for mine egne drenge, da de var små, og har glædet mig til også at læse for Sander. Jeg har da også læst for ham før, men han har ikke været særlig interesseret. Det har været ret småt med den højtlæsning. I går var det noget helt andet. Han tog selv initiativet og var virkelig optaget af bogen om Peter Pedal. Vi læste længe. Fem eller seks historier.
Det var så hyggeligt at læse sammen. Og det var sjovt at opdage, at jeg stadigvæk næsten kan historierne om Peter Pedal udenad. Det er trods alt ved at være længe siden, jeg læste dem for min yngste – han er 27, så det er da over 20 år siden, han voksede fra de bøger.
